onsdag den 28. december 2011

Om nytårsfester - et mandagstip

Her et forsinket, men sæsonaktuelt, mandagstip, fra frk fantastisk, med forslag til hvordan man holder den perfekte nytårsfest.

Frk fantastisk 6 år, om nytårsfester:
"Man skal købe lanterner - firkantede nogle - og sætte dem op i luften, så der er ild inde i dem og så sender man dem stille og roligt op i luften med sine hænder. Så bruger man ikke krudt, som i fyrmærkumri(fyrværkeri).

Man skal invitere sine bedste, bedste venner, men hvis man ikke lige kan finde dem, kan man finde nogle andre venner man kan lide.

Man kan spise banana split, men man kan også få det uden banan. Jeg elsker banana split, men uden banan. Der skal krymmel og parasol på. Og glasur.

Man skal se festlig ud og have hat på - paillethatte til piger og cowboyhatte til drenge. Det er fordi hvis nogen sætter fyrmærkumri op, så beskytter hatten mod skarpt lys og lyde, eller hvis de falder ned i hovedet. Og så er det smukt.

Det er en god ide at invitere måske 4 venner, for så behøver man ikke lave så meget mad - men man kan selvfølgelig invitere flere og bede dem selv tage mad med.
Maden kan være julemad: flæskesteg og medister. Det er så festligt, synes jeg.

Man skal have mistelten hvis man skal kysse. Man skal ihvertfald kysse inden man skal hjem.
Børn drikker sådan noget brusesaft og de voksne drikker colonada-vin - det er bare noget jeg kalder det, for jeg ved ikke hvad det hedder. Det er i sorte flasker."

Ingen kommentarer: