tirsdag den 31. maj 2011

Om tilbagekaldelse af brok

Brokkede jeg mig over mine børn i morges? Det gjorde jeg vist - og tak for de mange søde kommentarer!- men jeg er færdig med at have ondt af mig selv nu.
Prøvligeogseherhva?
Gad ikke tage hjem og sidde og glo mellem de halvmalede vægge igen, og krea-Girl var også træt af bare at ligge ned og have mavekneb - så vi afleverede mellempiger i børnehave og tog ind mod byen for at købe sandaler, og endte i zoo.
Hvor ældstebarn og yngstebarn gik rundt sådan her, og så så nuttede ud, at jeg øjeblikkeligt glemte hvor hårdt jeg syntes det var i morges...

Om brok og mangel på glamour

Vi tog for en del år siden en beslutning, om ikke at brokke os sammen over vores børn, tænke positivt og forsøge at få romantik ind i hverdagen, da vores børn yderst sjældent bliver passet ude.
Selv om kun to af dem var planlagte, er de to andre i høj grad valgt til, og vi har accepteret at mindre tid og færre penge er en helt i orden pris at betale, for rigdommen ved mange børn.
Det lød frelst, kan jeg godt se. Det skal ikke opfattes sådan - prøver bare at forklare, at hvis man vælger at glæde sig over når børnene krammer hinanden og det lykkes for de voksne, at sidde sammen og dele en øl i haven, så føles livet meget bedre, end hvis man vælger at sidde og tale om hvor kræsne og sure de er, eller hvor urimeligt det er at der ikke er nogen der gider passe alle børn i en weekend, så de voksne kan komme på tantra-kursus.
Den tankegang virket ihvertfald herhjemme, og vi er - det meste af tiden - ret tilfredse med vores liv, trods fejl og mangler.
Så kommer der lige en uge som den seneste, hvor krea-Girl er syg og superbaby lærer at gå, og bliver så utryg at hun glemmer at sove. Hulk bliver jaloux over at de to får meget opmærksomhed, og reagerer ved at slå eller smide med ting, og frk
Fantastisk keeeeeeeeeeeder sig... Der har på skift været en der har været vågen til midnat, og en anden der stod op kl 06.
De tre store OG mig selv, har lus, hvilket betyder 4x lusekur, samt vask af sengetøj og bamser - de brokkede sig så meget over at bamserne ikke kunne trække vejret i vaskemaskinen, at jeg truede med kronragning som alternativ.
Jeg er gået i gang med at male børneværelse, og farven er faktisk ikke pæn. Lidt for skinger. Til gengæld er jeg for doven til at dække ordentligt af, så der er maling på gulve og karme.
Den lovede aften med babysitning blev aflyst, så vi har ikke haft mange sekunder uden børn på armen, og SÅ bliver det lidt for tydeligt hvor uglamourøst et liv vi har!
Jeg ville ikke bytte mine fire unger for
noget i verden - men er villig til at leje dem ud til fx husarbejde, i bytte for 5 timer på en strand i caribien, med solskin, drinks og halvnøgne mænd i sigte.
Bare sig til!

mandag den 30. maj 2011

Om brækskåls-humor

Krea-Girl blev sendt hjem fra skole-koloni i torsdags, med mavekneb og opkast. Hun har derfor ligget i sofaen lige siden, med en brækskål og en dyne, og hun har stadig ondt.
Superbaby er begejstret for at have sin yndlingssøster hjemme, og endnu mere begejstret over den spændende brækskål, som hun bruger til at opføre små shows med - hele weekenden har hun ladet som om hun spiste af brækskålen, ved at opføre en pantomime, hvor hun dyppede hånden ned i skålen, førte den op til sin mund og smaskede og slikkede sig om læberne. Krea-Girl fik kvalme af showet, men det stoppede ikke den lille skuespiller i at gentage forestillingen ca 1000 gange i weekenden.
Her i dag har hun så udvidet nummeret, med et trick hvor hun placerer sig selv oppe i skålen. Hvor hun ikke selv kan komme ud, derfor hun ser lidt desperat ud på billedet. To sekunder efter jeg havde pillet hende ud, sad hun der igen...
Men hendes syge søster er godt underholdt.
Krydser bare fingre for at hun ikke får brug for brækskålen, til dets rigtige formål!

Om sjofle børnebøger. del 4

Min svigerinde fandt en børnebog ved navn:"koen der lagde et æg", og blev chokeret over den noget explicitte tone der er i den.
Jeg har ikke selv læst bogen, men formoder den handler lidt om en ensom landmand og hans polygame forhold til sine køer?
Jeg synes bare der må være grænser for frisind, behøver børn virkelig lære den slags?

søndag den 29. maj 2011

Om tomatsuppe

Nu er det her jo ikke en madblog, men jeg bliver lige nødt til at dele en opskrift med jer alligevel: det er simpelthen lykkedes os at lave noget mad som alle 4 unger kan lide - hurra!
De er sådan set ikke vanvittigt kræsne, men så er der en der ikke kan lide kartofler, en anden der ikke er vild med ris, en tredje der ikke kan lide gryderetter, en fjerde der ikke er så glad for kød der ikke er hakket, to der helst kun spiser æg, hvis det er tilberedt som røræg osv.
Så listen af retter der falder i alles smag er begrænset til:
1. kødsovs med spaghetti
2. kødsovs med pastaskruer
3. kødsovs med pitabrød
Vi får faktisk ikke kødsovs hver dag, vi laver også andre ting, menså sidder der altid mindst et barn og mukker lidt, mens de andre jubler.
I går lavede Ninjaman en suppe som ALLE fire kunne lide - et historisk øjeblik - så derfor deler jeg lige opskriften, til jer der også har semi-kræsne unger.
Tomatsuppe
1 finthakket løg, 2 hvidløgsfed, 2-3 ds hakkede tomater, 5 dl hønsebouillon, 2 spsk. HP-sauce, 1 tsk sukker, 2 spsk. friske hakkede krydderurter (basilikum, persille, purløg)Salt og Peber
Steg løg og hvidløg i olie. Tilsæt de hakkede tomater, hønsebouillon og HP-sauce. Lad det simre i 10-15 minutter. Smag til med hakkede krydderurter, salt og peber. Blend med en stavblender.Server med brød, cremefraiche og bacon.

lørdag den 28. maj 2011

Om fashionmistakes

Superbaby er begyndt at fatte det der med tøj og accesories. Hun kan ikke gå forbi en halskæde eller en taske uden at tage den om halsen, og så snuble i den når hun kravler.
Nu er hun så begyndt også at tage tøj på - når hun finder noget på gulvet, bliver det fluks placeret oven på hendes eget hoved: sokker, trøjer og som her lige nu: Hulks snavsede underhylere.
Så sidder hun der, med et par brugte underbukser på sin knold, og et overlegent ansigtsudtryk, og ser fjernsyn.

Om pinlige smser

En veninde sendte mig det her link forleden - læste det i bussen, og fnes så voldsomt, at jeg næsten savlede. Har selv prøvet at sende smser, der blev tåkrummende pinlige, når mobilens ordbog "hjalp" med at stave ord. Men de her slå alligevel alt!
Se lige dem alle: damn you autocorrect


fredag den 27. maj 2011

Om milepæle


Nogen herhjemme, valgte at tage deres allerførste skridt i går - mens jeg ikke var hjemme...
Her har jeg været sammen med hende stort set uafbrudt i et helt år - fodret, puttet, kysset, trøstet og underholdt - og så tillader hun sig at lave sådan noget milepæls-noget lige de 5 timer jeg ikke er der. Hrmf...
Nå, fik hende til næsten at tage to skridt i dag igen. Mens jeg filmede.
Se bort fra den lidt for lille dragt hun er blevet presset ned i - nok fordi jeg prøver at krympe hende lidt.

Om situationsfornemmelse

Jeg var ude med Maren i går. Spiste på  en kinesisk restaurant, hvor desserten lignede albino-nosser. Tror det var noget kokosagtigt, men de lå ihvertfald og blævrede, og da en af os først havde konstateret "nosse", var det umuligt at sætte tænderne i dem.
Ville ønske jeg havde taget et foto...
Endte på en lebbebar, hvor Maren på et tidspunkt antydede, at det virkede en kende malplaceret, at tale så højt om pik, som jeg gjorde der. Det havde hun nok ret i.

På vejen hjem sendte jeg lige et par hyggelige små smser til Maren.
Meget internt, skrev bl.a:"Så nu kører jeg forbi damhuskroen. Vil nu smutte ind og sælger min brystmælk, som body-baileys-shot" og "av, gik ind i skilt, fordi jeg smsede. Din skyld".
Maren ville sikkert have sat pris på dybden og charmen i de smser - min søster, der var på nattevagt som sygeplejerske og modtog smserne i stedet, skrev bare tilbage:"hvad laver du, dit stive apparat!! det er mig du smser til. God tømmermænd!"

torsdag den 26. maj 2011

Om at være sej

Ninjaman fik lavet denne her tatovering i forgårs:en lotus-blomst, på brystet.
Tatovøren - en stor, bred rockertype med tre milliarder tatoveringer - var meget imponeret over at Ninjaman ikke sagde et kny, selv om det er et af de steder det gør mest ondt at blive tatoveret på.
Så Ninjaman var blevet rost godt, og var overdrevent stolt af sin egen sejhed, da han svedig og adrenalinpumpet kom hjem, efter 3 timer i nålehelvede.
Han rystede godt på hænderne, og besluttede sig for at alkohol sikkert kunne lægge en dæmper på rystelserne, men det eneste vi havde i huset, var baileys.
Han drak et stort glas klistersødt farmor-baileys - og blev voldsomt dårligt.
Kombinationen af adrenalinrush/smerte/alkohol/sukkerfløde var bare ikke optimal, og efter 10 minutter, lå han i fosterstilling i sofaen og klynkede svagt, mens verden snurrede rundt.
Der lå han så resten af aftenen, og syntes ikke jeg var sjov, når jeg drillede ham med at rigtige mænd kan udholde vilde smerter - men dør lidt hvis de drikker farmor-drinks.
Han synes det er lidt sjovere i dag. Lidt...
Til gengæld har Superbaby fattet interesse for tatoveringen, og prøver at kradse både den og hans brystvorter af, når han ikke har trøje på - så han får trænet sine reflekser, når han prøver at undgå pludselige angreb.
Godt han har både smertetærskel og reflekser som en ægte ninja!

onsdag den 25. maj 2011

Om fnise-ord

Der er nogle ting, der bare aldrig holder op med at være sjove.
Jeg griner fx altid meget af prutter, og pinlige historier om bræk og nøgenhed.
Derfor blev jeg meget glad for et link, som Marie skrev i en kommentar i går: Pik-link.
Man kan simpelthen hente sine egne Pik-klistermærker, og gå rundt og lave reklamer ekstralumre.
Det synes jeg altså er voldsomt sjovt... men gør det nok ikke, for ikke at være et dårligt eksempel for mine børn.
æv.
Men hvis nogle af jer tør, så send mig lige et foto, ik?
-------------------
Hey: sneglcille skrev lige at hun i mandags linkede både til de her pik-sider OG til en amerikansk med "fuck". Den er også sjov.
Og dejligt jeg ikke er den eneste barnlige, tak!

mandag den 23. maj 2011

Om teoritest

Yes! Jeg bestod sgu!
4 fejl (kun) og ingen der blev gasset.
Nu skal jeg ud og brænde de 800 kr jeg har sparet af. Sikkert på øl.

Om gærede kålprutter

I går havde vi gæster til aftensmad, og vi spiste koreansk bulgogi, der er en ret bestående af tynde skiver marineret og grillet kød, som man pakker ind i salatblade, sammen med ris, og en masse forskellige slags pickles: "kimchee", der er en mælkesyregæret form for pickles, med chilli og hvidløg.
Min veninde er fantastisk god til at lave mad, og havde lavet flere slags kimchee, både med skvalderkål, brændenælde, kinaradise og den traditionelle med gæret kinakål.
Kimchee stinker kraftigt af prut - ja det lyder lidt klamt - men  det smager fantastisk.
Når jeg er stresset, spiser jeg altid meget, og jeg var altså stresset over den her teoriprøve, som jeg skal til om lidt (kl. 14.15, gys...).
Så jeg spiste ekstrastore mængder kimchee.
(Jeg spiser faktisk også meget når jeg er nervøs, sur, glad, ked af det, keder mig eller har gæster - så det er derfor superbaby skal tvangsammes til konfirmationsalderen, for jeg tager ikke så hurtigt på, når jeg ammer...)
Uden at tænke på at: chilli+gæring+kål=luft i maven og luft i maven+teoriprøve=kan blive lidt problematisk...
Jeg forestiller mig at man tager sådan en teoriprøve i et lillebitte lukket rum  - hvis det er rigtigt, er det muligt at jeg dør af mine uddunstninger....
Absolut en pinlig måde at dø på.
Please: undlad at nævn det i min dødsannonce!
Kryds venligst fingre for at jeg kan få pruttet ud - og består.
pyha... må hellere åbne et vindue. Her stinker nærmest af døde dyr. Godt jeg er alene hjemme, og superbaby sover.

søndag den 22. maj 2011

Om overspringshandlinger

Jeg er jo ved at tage kørekort - med 17 års forsinkelse, og uden det store medfødte talent for det.
Jeg er kommet til at tilmelde mig teoriprøve i morgen, men tror faktisk ikke jeg er klar: dumpede 3 ud af 4 tests jeg tog som øvelse i går...
Så jeg burde faktisk sidde og teste og teste nu, for det koster 800 kr at gå om - det voksne og fornuftige ville være at øve mig hele dagen.
Har i stedet lavet aftale med hele to sæt gæster: vi bliver 13 til kage og kaffe, og 10 til aftensmad. Uden anden grund, end at det er søndag...
Har bagt 70 cupcakes med konditorspiren Hulk, læst en halv bog, gjort rent på 1/4 af badeværelset, badet to af børnene, trænet superbaby i at kravle på græs, klippet en madopskrift ud af avisen, mailet til 4 venner, skrevet to ting på min fødselsdagsønskeseddel, skiftet fedthalemusens bur, overvejet at slå det meterhøje græs, klippet Hulks pandehår(skævt), forsøgt at smelte
skumfiduser i mikroovn, gjort
mikroovn ren, rykket en bunke papirer over i en anden vindueskarm, grinet af en tegning ninjaman lavede, ladet som om jeg grinede af vittighed krea-Girl fortalte, pakket tøj til lejrtur sammen med krea-Girl(hele næste uge er hun væk), læst en kageopskrift højt, tilladt frk fantastisk at bage boller hun selv bestemte hvad skulle i og forsøgt at hindre superbaby i at slikke på alle vores vinduer.
Så hey - det er jo ikke MIN skyld at jeg ikke har fået trænet teoriprøver, vel?
Suk... Nogen der gider tage den for mig?

lørdag den 21. maj 2011

Om diller-kunst

Jaja, jeg ved godt det her er en lidt lummer blog for tiden - lad os sige at store bededagsferie hermed er udnævnt til St lummer-ferie og så bare give den gas.
I ligestillingens navn, synes jeg nemlig der blev talt alt for meget om kussetryk i går - og alt for lidt om den mandlige pendant: penis-origami(altså:diller-foldning).
Sidste år var jeg - stor og højgravid - med min fætter inde og se "puppetry of the penis" i København. To fyre, kun i ført slængkapper, formede forbløffende kunstværker ud af deres pikke, og viste dem stolt op på storskærm.
Jeg grinede så meget jeg næsten fødte .
I går spiste jeg hjemme hos en veninde, og hun havde simpelthen bogen om penis-origami stående, med anvisninger til hvordan man selv "foldede".
Det er en halvgammel bog, der derfor er fyldt med kraftigt behårede klunker, men stadig utroligt nyttig.
Her vises "hamburgeren", hvor klunkerne elegant formes til brød.
Smukt, ikke?
Jeg må klart få fat på den her bog til ninjaman, vil glæde mig til at se liveopførsler af fx "loch Ness uhyret", "den sultne fugleunge", og " eiffeltårnet". Og så kan han vel skrive det på sit cv, til næste gang han skal søge job, som særlig kompetence?
"god til at have overblik, handlekraftig, imødekommende og utroligt dygtig til at forme "windsurferen" af mit nossehud".
Ps: håber ikke jeg stødte nogen med fotoet - men der står i bogen at ingen penisser blev skadet under dette nummer, så bare rolig...

fredag den 20. maj 2011

Om kussetryk

Fed overskrift, ikke?
Femø-lejren har 40 års jubilæum og holder stor fest i huset i magstræde i morgen fra kl 14-03. Kun adgang for kvinder.
Programmet lyder underholdende, med musik, litteraturoplæsninger og workshops.
Den workshop jeg bed mest mærke i, var den hvor man kan lave kartoffeltryk - med sin egen kusse
som kartoffel...
Det er seriøst en sjov ide - gad vide hvor glad Ninjaman ville blive for at få sådan et festligt tryk i ramme til fars dag? Nej?
Nå, jeg skal noget andet, men har nu givet ideen videre. God fest til jer der tager der ind - og god trykning til jer der bliver hjemme og laver kussetryk selv.
Man kunne sikkert også trykke flotte mønstre på fx grillhandsker og forklæder, hvis det er det man er til?

torsdag den 19. maj 2011

Om træningsdistraktioner

Det kan være svært at træne sin krop muskuløs og lækker, hvis der står en baby med skarpe negle, og nulrer ens armhulehår eller forsøger at skrabe ens brystvorte af imens....
Ninjaman udholder det tappert - jeg tør ikke.
"Kan desværre ikke træne, fordi jeg er bange for der kommer en og kradser min brystvorte af"
Lyder det ikke som en ret god undskyldning?

Om lodtrækning


Søde fru forstad - der vandt billetter til Maren og Annamettes foredrag, kan desværre ikke alligevel(hun skal til kærestekoncert - lyder hyggeligt!), og har været så venlig at foreslå at der bliver trukket lod igen!
Jeg ved ikke om jeg kan få videoen til at virke - men den viser superbaby, der sige noget mellempigerne tolker som "Anna". Vi gennemså navnene, og fandt både en Ann, en Anne og en Anna - og blev enige om at vælge Anna, der var den første af dem, og skrev:"Det kunne jeg virkelig godt tænke mig, trænger til et godt grin. kh Anna"
Anna - send mig din adresse på superheltemor @ live.dk

onsdag den 18. maj 2011

Om sjofle bamse - igen

Jeg har før undret mig over den særdeles sjofle undertone i bøgerne "bamses suttebog" og "bamse og gokkeline", og nu har en venlig læser, Mia, sendt mig det her fantastiske foto af en sengerand, som jeg simpelthen bliver nødt til at vise jer:
Mia skrev:
"Kære superheltemor
Så er den gal igen med den gule bamse som DR prøve at sælge som noget børnevenligt...
Min lille søn har arvet en sengerend fra sine kusiner med bamse, kylling og ælling. Dejligt tænkte jeg...Indtil jeg en dag kom til at kigge nærmere på den og blev mødt af....ja døm selv på billedet....
Og nu jeg tænker tilbage så har jeg faktisk engang set et afsnit hvor Bamse og kylling er på stranden og hvor Bamse vil have kylling til at begrave ham i sandet og derfor råber "kylling kylling kom lige og bedæk mig....."
Hilsen Mia"

Helt ærligt! Hvor skummelt kan det være? Hvem har lige tænkt:"Hey - hvad med en sengerand hvor bamse onanerer? det er da DET de unge vil have, det bliver alletiders sællert!"

Vi har iøvrigt tabt vores eksemplar af "gokkeline" inde på frederiksberg for 3 ugers tid siden - superbaby savner den stadig meget - men jeg beklager hvis nogen af jer fandt den, og fik ondt i øjnene af alt det smuds.

Om vindere - af foredrag og hval

Hold da op - sikke mange der deltog i bloggens to ultrafunky giveaways! Orkede bare ikke skrive 200 navne ned for at trække lod, men mellempigerne besluttede at superbaby måtte SIGE hvem der vandt, i stedet for bare at trække et tilfældigt navn x 2.
Så sad de i tavs forventning, og betragtede superbaby, der pillede ved sine tæer - smed en bog - suttede på en sok - slog Hulk i hovedet med en sok - pillede ved sine tæer igen - altsammen uden at sige noget.
I 10 minutter...
Hulk lagde sig til sidst på gulvet, ør af kedsomhed, og superbaby kravlede op på hendes mave, og savlede koncentreret en "FFFFFffffff..." lyd.
Vi gennemgik navnene på "vind Maren og Annamette konkurrencen", og pigerne besluttede, at det navn der kom tættest på den lyd, måtte være "Fru forstad", der ovenikøbet havde skrevet følgende, noget  bestikkelsesagtige kommentar:"jo tak, det gider jeg utroligt gerne. Overvejer om jeg også skal forsøge at bestikke pigerne (som plejer at trække lod) med en 10'er - eller endnu bedre håndkartofler. Måske det er spildt på Superbaby, hvad tror du hun siger til bestikkelse i form af pommes mitt mayo?".
Behold du bare dine bestikkelser i lommen - du vandt helt ærligt. Tillykke, heldige dig!

"GA ga LA!" brølede superbaby triumferende, fra toppen af kommoden, hvor hun havde sneget sig op, mens vi sad bøjet over computeren og ledte efter "FFFFfffff".
"Hun sagde Karla!" jublede Hulk - Frk fantastisk mente det nok mere var:"cola" hun havde sagt, og at hun nok mente at de havde fortjent en sodavand? Snedigt...
Vi kiggede navnede igennem, og fandt sgu en Carla, der skrev:"Elsker hvalen, og er vild med trælooket. krydser fingre for mig!Hilsen carla"
Stort tillykke til GAgaLA også så, med den sejeste boble jeg har set!

Begge to: send mig adresser på superheltemor@live.dk

tirsdag den 17. maj 2011

Om planlagt kærlighed

Hentede mine mellempiger i børnehaven, og frk fantastisk udpegede en lille karseklippet dreng, og proklamerede:"ham der hedder Andreas, og han er min nye kæreste!"
Hun har ikke før gjort det i det der med at have kærester - da chistoffer for et par år siden spurgte hende om de skulle være kærester, sagde hun:"nej!! Men du kan få min lillesøster!" og da han er en lydig dreng - og Hulk kan virke meget farlig når hun bliver vred - har de to været kærester lige siden. Hulk har valgt det hus de skal bo i (det gule på hjørnet) og hvad han skal lave(han skal være medhjælper i hendes bagerbutik). Så jeg forstår godt ham Christoffer ikke tør bakke ud...
Nå, men frk fantastisk har ikke før talt om drenge, så jeg må have set lidt forbløffet ud, for hun skyndte sig at sige:"bare rolig, vi skal ikke giftes!"
Jeg begyndte at sige noget om at det nok også var lidt tidligt at binde sig op på, når man kun er 6 år, men blev afbrudt af lille karseklippede Andreas der supplerede:"ja jeg vil gerne være kærester, fordi hun er pæn og kan klatre i træer - men når jeg gifter mig, skal det være med en dreng, for så kan vi dele legetøj!"
Frk fantastisk strålede stolt over komplimenterne, og lod ikke til at være generet af at hendes kæreste planlagde homo-bryllup.
Dejligt med så tolerante sind...

mandag den 16. maj 2011

Om savn

Jeg har været på weekend med mine kolleger, fra fredag morgen til søndag eftermiddag, for at planlægge en masse i forhold til nye omstruktureringer osv. Både spændende og hyggeligt.
Jeg havde jo superbaby med, fordi jeg stadig officielt er på barsel og hun bliver ammet, og hun nød i særdeleshed det der med at der nu var hele 13 voksne man kunne bede om at blive båret af - i stedet for at dele to voksne med 3 andre børn. Hun har fået en massiv dosis underholdning og kys denne weekend - men ikke så begejstrede som dem hendes to yngste storesøstre overøste hende med, da vi kom hjem i går - de var helt vilde af jubel og lånte hende med ud til fortovet,(men inde i vores have) hvor de havde lavet en butik der solgte legetøj og blomster.
Den butik fik den pilfingrede baby hurtigt pillet fra hinanden og populariteten dalede voldsomt.
Så jeg tilbød at tage hende ind igen, men de ville godt beholde hende lidt endnu. Da de kom ind igen, var det med smørede grin - men først da klatreeksperten superbaby-grabsehånd klatrede op i vindueskarmen, for at danse zorba(eller noget der minder om), gik det op for mig hvorfor: et prismærke med et (spejlvendt) 1-tal på hendes mås.
De havde taget konsekvensen af hendes hærgen og sat hende til salg - til en rimelig pris...
Nå, godt de ikke fik hende solgt - og det endte de heldigvis også selv med at synes, da hun under middagen rullede det tunge charmeskyts, med klappen, "Hej!", vinken, smilen og uddeling af våde kys....

fredag den 13. maj 2011

Om samtaler, jeg ville ønske jeg ikke havde haft...

Denne uge har jeg startet hele to akavede samtaler om min egen røv, som jeg godt gad kunne slette igen(altså samtalerne - ikke røven. Kun ca 3 kilo af den)

Samtale med fremmed mor, til forældremøde i børnehaven:
Mig:"ai, undskyld jeg står så mærkeligt - jeg kom igen til at tage de strømpebukser på, der trækker underbukserne med ned når man går. dødirriterende! kender du ikke det?"
Fremmed mor(med meget køligt blik):"Nej!"

Helt ærligt - det kan jeg sgu da ikke være den eneste der oplever? please, sig at I også hele tiden har bar mås, når I kommer til at tage de gamle strømpebukser med den slatne elastik på, og så glemmer i at smide dem ud, når i tager dem af, og glemmer at det var dem når de er rene, og tager dem på igen, og oplever endnu en dag hvor man danser den elegante hiv-strømpebukser-og-underhylere-op-på-plads-dans?

Samtale med min nabo:
Mig:"Ja, jeg vil virkelig gerne sige undskyld for at jeg fik vist jer min bare røv, mens I sad ved morgenbordet! Jeg havde glemt at vi havde klippet træerne ned i skellet, så udsynet nu er lidt for godt... Jeg var oppe i badet og hørte superbaby være på vej op af trappen, så jeg drønede ned og samlede hende op halvvejs oppe af trappen, og fik så presset min bare mås mod ruden, så i var så uheldige at kunne glo på den... Det lover jeg ikke sker igen!"
Nabo(meget paf):"Øh... det så vi altså ikke.... Så det behøver du ikke bekymre dig over... Men jeg fik faktisk på et tidspunkt solen i øjnene, ved ikke om det var genskin, hvis nu den er meget bleg?"

Jeg synes eller jeg så deres søn glo bange på mig, det var derfor jeg undskyldte... GODT de ikke så den - men ærgeligt jeg lige fik startet hele den akavede samtale...

onsdag den 11. maj 2011

Om bobles - vind en hval i træ-look!

Hold da op - to giveaways på en uge!
Men præmierne jeg fik tilbudt at give jer, var bare så fede, at jeg blev nødt til at sige ja... Kast nu ikke op over alle de giveaways, lover at skrive noget "rigtigt" også.
I kan vinde en hel hval her, hvis ikke i vinder Maren og Annamette!
En bobles-hval i trælook - jeg synes den er superfunky!

Bobles skriver:
bObles lancere nu de kendte tumledyr i en helt nyt lækker træ-look.
Formerne er runde og organiske, og figurerne er de kendte geometri­ske fortolkninger af en elefant, en fisk, en løve og en hval, men med den nye linje i imiteret træ med detaljer i gråt, børstet skum er dørene åbnet til et nyt publikum af designentusiaster. Farven er ny, men materialet det samme bløde EVA skum, som går igen i alle tumlemøblerne.

Vi håber du vil tage godt i mod vores nye venner, de kan findes i butikkerne fra mandag d. 9 maj

Det eneste I behøver gøre for at deltage i lodtrækningen om den fede hval, er at skrive en lille kommentar, om hvilket bobles dyr i bedst kan lide.
Så trækker jeg lod på Onsdag d. 18-5

tirsdag den 10. maj 2011

Om at sidde fast i ting

Det er ikke så længe siden, at jeg skrev om dengang jeg sad fast i en elevator - ikke et af mit livs stolteste øjeblikke - men i det mindste ikke selvforskyldt.
I lørdags, sad jeg så fast i min sofa...Og det var min egen skyld.

Jeg er ved at læse en serie absolut underlødige, men svært underholdende, fantasybøger, om en kvinde der bliver suget ind i en parallelverden, får job som gudinde og bliver gift med en kentaur. Masser af blod, vold, dæmoner og den slags - men ikke noget jeg sidder og læser offentligt, der foregiver jeg nemlig helst at jeg kun læser tunge og seriøse ting.
Uh, bogsnob!
Nå, men jeg var altså færdig med bind to, og desperat efter at finde bind 3, men den var bare væk.
Forsøgte at starte på en ny bog - om en fyr der smugler stoffer i indien - og den virkede god, men jeg kunne ikke helt opgive tanken om hvad der mon skete med de der dæmoner...
Jeg endte med at bestikke pigerne: tegnede hvordan jeg huskede forsiden og udloddede en dusør på 10 kroner, til den der fandt den.
Frk Fantastisk fandt den efter lang tids søgning, kilet ned bag sofaen.
Ude af mig selv af spænding, stak jeg armen ned bag sofaen - jo, jeg kunne lige akkurat nå den, med spændte fingerspidser.
Jeg trak armen til mig - og sad fast.
En eller anden albueknogle bremsede enhver videre bevægelse og rotation af arm. Jeg sad seriøst fast.
Mellempigerne forsøgt at hive i min arm, men den sad fast.
Ældstepigen havde så travlt med at grine, at hun ikke rigtigt var i stand til at hjælpe. Men hun fik da taget et foto, thank you very much, møgbarn...
Jeg forsøgte at rokke sofaen væk fra væggen, men jeg sad jo oven på den med al min vægt, og den rykkede sig ikke en tomme.
Superbaby kravlede op i sofaen, og smed en bog mere derned, og bed mig i skulderen. Ingen af delene hjalp noget.
Hulk blev træt af at hive i min arm, og gik op på toilettet, og brølede efter få sekunder:"Jeg er fææææærdiiiig!".
Jeg ved ikke lige hvem hun havde forestillet sig skulle tørre hende, nu hvor jeg havde en hel sofa limet fast til min arm, men hun blev ihvertfald ved med at råbe, og det fik også superbaby til at papegøje efter, så hun stod kilet op af mig og imiterede:"iiiiiiiiiiggg!" ind i mit øre, med skinger røst.
Til sidst fik Krea-girl ondt af hende, og gik op og stillede sig i døren og coachede hende igennem at tørre sig selv, med sætninger som:"NEJ du skal IKKE vise mig papiret, jeg tror godt på dig når du siger der er mere, tør så igen!"
Til sidst måtte jeg kapitulere, og få Frk fantastisk til at hente min telefon, så jeg kunne ringe efter Ninjaman. Jeg nåede lige at få forklaret ham problemet, og så fik jeg lirket armen helt over i hjørnet af sofaen og hevet den fri. Godt rød og øm - lige som mit ego blev, da jeg hørte Ninjaman og naboen grine ondt af mine eskapader i telefonen.
Jeg lagde telefonen, Superbaby tog den - og smed den ned bag sofaen. Men denne gang var jeg klog nok til ikke at stikke armen ned efter den igen!

Om Maren og Annamette - vind dem!

De her to kloge kvinder: Maren og AnnaMette, kan man nu vinde her på min blog!
Man kan ikke vinde dem, til at lægge vasketøj sammen, poledance, give fodmassage eller passe ens møgunger, mens man tager på weekenddate med Brad Pitt( lidt æv!), men præmien er faktisk endnu sejere end hvis de gjorde alle de ting samtidigt: man kan vinde hele to flotte billetter, til deres forrygende foredrag i København d. 14-6.
Har du lyst til at tage en veninde, kæreste, venindekæreste, mor eller bror med ind og høre Maren og Annamette tale om sex, børn og ingen rocknroll , så smid lige en kommentar, og jeg trækker lod på onsdag d.18-5.

mandag den 9. maj 2011

Om tyngdekraft

Verden må være svært fascinerende, når man kun er 11 mdr gammel, og der er mange videnskabelige eksperiementer man er nødt til at gennemføre. Her ses udendørs-eksperiementet:"falder-pommesfrites-ALTID-nedad-når-de-kastes?"
Jeg tror konklusionen blev, at det gør
de. Og de lander nogenlunde samme sted også.

Vindere af chamallows giveaway

Jeg havde egentlig tænkt mig, at superbaby skulle have trukket lod på funky vis, men lige inden vi fulgte mellempigerne i børnehave, hældte hun en flaske rapsolie ud over sig selv og sofaen(så kan vi lære ikke at stille ting fra os, steder superbaby kan nå), og hende i børnehaven rullede hun sig så med ekstremfart i sandkassen.
Og så faldt hun udmattet i søvn i klapvognen, og sidder nu derude og snorker, stadig glinsende af olie i håret, og med sand der har klistret sig godt fast. Hun ligner lidt en hjemløs, håber ikke sundhedsplejersken kommer uanmeldt forbi og tvangsfjerner min fedtede, sandede baby...
Så det blev en hurtig omgang ællebælle, og vinderne er:
Førstepræmien: Velomama (cool navn!)
De to anden præmier: Karen & Luna (som jeg håber gider opfinde lidt opskrifter på skumfiduskager?)
Stort tillykke, og send mig lige en adresse på superheltemor@live.dk

Jeg håber iøvrigt ikke i er trætte af giveaways, for jeg kan ikke lade være med at sige ja tak, til dem der vil sponsorere gaver, for jeg synes det er supersjovt at gøre nogen glade - og der kommer ny giveaway både i morgen og på onsdag, med  fede præmier, jeg godt selv gad vinde!

søndag den 8. maj 2011

Om mors dag

Jaja ok - har før nedgjort Valentines og andre "giv-blomster-fordi-nogen-siger-det-dage".
Mors dag er også sådan en dag - min egen mor har altid frabedt sig at blive fejret der, og jeg har egentlig også syntes det var bedre at give hende blomster når jeg havde lyst - og ikke bare en fast, lidt kunstig, dag.
Og sådan havde jeg egentlig også tænkt mig det skulle være herhjemme.
Men.... Så vågnede jeg lige til det her brunch-bord. Og en tegning, en hjemmeplukket minibuket, 3 kram, et bid i næsen(superbabys nye tænder), og en broche de havde købt til mig på et loppemarked i går. (for 11 kroner - sat ned fra 15, som de stolt sagde).
Og hver gang de har været tæt på at skændes, har en af dem sagt:"ssshhhh - husk nu det er mors dag!" og så er de stoppet!
Jeg kan godt se formålet nu, og ville ønske der var mors dag mindst en gang om måneden, det kunne jeg godt vænne mig til!(bortset fra næsebidet...)

lørdag den 7. maj 2011

Om stangtennis

Fandt det her streetart i går, og synes det er fantastisk sjovt.
Gad godt have sådan en "i love stangtennis" tshirt - også selv om det ikke er sandt. Jeg synes stangtennis er en meget mærkelig sport, og jeg bliver altid slået over fingrene med en hård plastikketcher, eller får mit store hoved viklet ind i snoren.
Men jeg har engang vundet et væddemål, hvor ninjaman væddede på at mine talegaver ikke var gode nok, til at jeg kunne bilde nogle af vores venner ind at han var begyndt at gå til det på aftenskole.
Det kunne jeg godt: fortalte at stangtennis gav færre fibersprængninger og andre skader, trænede reflekser og armmuskler, var en hård mandesport der krævede styrke, og skulle med som ny disciplin til næste OL, hvor ninjaman trænede intenst til at blive en del af det danske landshold.
Jeg vandt en kasse øl, og delte den med de højtgrinende venner, der næsten havde overvejet at gå til det selv, efter salgstalen.

fredag den 6. maj 2011

Om børneværelses-indretning igen

Jeg har før skrevet om hvordan pigerne fik lokket deres far til at love dem et kæmpestort junglemaleri på væggen i deres værelse, som de vil have lavet om til skov-tema tumlerum - istedet for rod-tema roderum, som det er nu.
Mine kloge læsere anbefalede et skovtapet i stedet for at vi skulle bruge de næste 7000 aftener på at male en skov på væggen - TAK for den ide´!
Det var bare svært at vælge, forelskede os bl.a dybt i det her dyre et med mariehøns, og Hulk syntes denne rædsel var god stil,  men vi endte med at bestille det her fantastiske sommer-skov-tapet, fra tapeteksperten , som kom allerede dagen efter vi bestilte, så nu står det her og venter truende på at vi får lært os den ædle kunst at sætte tapet op...
 :
Er det ikke helt vildt fint? Og så har vi købt en svagt lysegrøn maling til resten af rummet, og en eller anden dag, lige om lidt, måske i morgen, eller næste uge, eller en anden uge - ihvertfald snart - maler vi væggene.

Og så krydser vi bare fingre for at det der med at sætte tapet op ikke er halvt så svært som det ser ud!
Vi er nemlig IKKE handy, Ninjaman er kendt for sine sav- og gaffaløsninger, og jeg saver mine fingre af, bare jeg ser på en sav, eller limer min hånd fast på min kind, bare jeg tænker på tapetklister.....
Gad godt vi kendte nogle rigtigt voksne der lige gad fise til forstaden og hænge lidt tapet op for os, suk..
Tapetet er iøvrigt  lidt for højt til rummet(ca 25 cm), så vi skal overveje om det er toppen eller bunden der skal studses af de flotte træer - er der nogen der har forslag til hvad bliver pænest?

torsdag den 5. maj 2011

Om Chamallow skumfiduser - en giveaway

Ovre hos Maren, kan en heldig vinder, vinde 10 pakker saftige og grillbare chamallows skumfiduser, og få en forrygende gang sukkerfest.
Jeg er jo ekstremt langpattet, kernesund og speltagtig(passer faktisk ikke...), så jeg kan ikke leve med at give så meget sukker til en person, så her hos hos mig, er sukkerchokket delt ekstremt sundt  op:
 - 1 heldig vinder får 5 poser Chamallow skumfiduser, 1 grillhandske og et forklæde
- 2 heldige vindere får 3 poser chamallow skumfiduser hver
Skriv en kommentar, så trækker jeg lod på Mandag, d. 9-5
(jer der ikke har en blog selv, må gerne deltage, men skriv lige jeres mailadresse, så jeg kan få fat på jer, hvis i vinder(-;)

Min heldige konditorspire, Hulk, får lov til at teste chamallows, og glæder sig usigeligt - og jeg har lovet hende hun må bage denne her . Tror det bliver en fedtet omgang!

Om gartner-hjælp

" jeg kan se i har forsøgt at forspire ærter og græskar i vindueskarmen, til udplantning? Lad mig lige hjælpe - det spirer MEGET bedre, hvis man tømmer de 4 bakker jord, og spreder dem med løs hånd i hele stuen!"
Tak for hjælpen, superbaby...

onsdag den 4. maj 2011

Om heldige vindere

I dag da vi kom hjem, lå der hele to skønne pakker, fra giveaways jeg har været så heldig at vinde: en øko-ftalatfri-superbidevenlig-gummifrø til superbabys ømme gummer, vundet hos kloge rebeccapersson, og en virkeligt flot pude med bambimønster til Hulk, vundet hos skønne metteb! Ih tak, begge to - de blev modtaget med ekstreme mængder jubel!
(og puden må godt bo i sofaen, hvor den passer ret fint...)

Om vasketøjshjælp

"du siger du brugte to timer på at folde det her tøj? Nå, men jeg foldet det lige lidt pænere - og pudser næse i det!"

tirsdag den 3. maj 2011

Om fridags-barn

Ja, undskyld jeg ikke lige fik blogget i dag.
Jeg har nemlig et næstældste-barn, frk fantastisk, der skal starte i skole til august - men de andre store børn skal på en anden skole, og er begyndt i SFO her i går, så hun er børnehavens ældste barn, og totalt underhund til sin dominerende og populære lillesøster...
Jeg blev akut ramt af et anfald af jeg-er-supermor-og-kan-da-sagtens-give-mine-børn-1000-fridage-om-ugen-selvom-jeg skriver-på-to-projekter-er-ved-at-tage-kørekort-og-har-en-baby-der-stadig-er-ved-at-få-tænder, og så kom jeg til at love hende mindst to fridage om ugen, frem til sommerferien.
Og den ene dag denne uge var så i dag, hvor vi alligevel skulle over til møde på hendes skole, og hilse på de kommende klassekammerater.
Frk fantastisk er ikke et barn der er god til at sidde stille længe, og hun bliver gnaven når hun keder sig, så jeg var godt klar over at en tur ud af huset måtte der til - og zoo ligger ikke så langt fra skolen, hvor vi skulle til møde kl 16, så vi kunne vel godt aflevere Hulk i børnehaven, og slå 6 timer ihjel i zoo?

Jeg har det, som om jeg har løbet en marathon... eller to.
Det startede supergodt, hun var tindrende glad, vi startede med at se på heste, og superbaby var meget begejstret for bondegårdsdyrene, som hun mente alle sagde "grrrrr...".
Så faldt superbaby i søvn i klapvognen, og min personlige træner, frk fantastisk, bestemte ruten - og tempoet- rundt i zoo, som jeg var kommet til at love hende hun måtte.
Hun går i øvrigt aldrig - hun løber. Så det var med småtykke mor i luntetrav med barnevogn, efter trallende glad pige.
Vi så ALLE dyr, efter metoden: 5 sekunder se på dyr - videre- 10 sekunders dyr - læse et skilt - 5 sekunders dyr- løbe, løbe - spise en kiks - 5 sekunders dyr - gå line på et rækværk - løbe, løbe -  7 sekunders dyr - klatre op på legetårn - løbe, løbe - 5 sekunders dyr - osv...
"Det var faktisk ikke engang kedeligt i dag!" sagde hun begejstret, da vi efter 5 timers stroppetur endelig var på vej hen til skolen.
Jeg tror det er sundt for hende - der blev født mens jeg havde egen butik og var meget travl, fik en lillesøster allerede da hun var halvandet år, og generelt har det lidt svært med sine søstre, fordi de leger små dimsenusse-lege der ikke interesserer hende - at have alenefri med mig, og få noget intensiv voksenopmærksomhed.
Og jeg tror det er sundt for mig, at være så meget sammen med en der har så meget energi - får motion, og har slet ikke tid til at spise chokolade...

I virkeligheden er min lyst til motion ca lige så stor, som de her to flodhesteungers.
De var til gengæld så kære, at de fik løbe-løbe-barnet til at sidde stille i hele 10 minutter, og bl.a tage fotoet her.

mandag den 2. maj 2011

Om ukrudt

"årh mor! Se lige hvor smuk den her blomst er! Den ligner en sol! Og vi har vildt mange af dem endda!"
"ja min skat - og dem har jeg netop plantet, fordi jeg vidste du godt kan lide gule blomster, og jeg elsker dig!"
Oh, at tage credit for ukrudt!
Håber de også komplimenterer mig for nullermænd snart...

søndag den 1. maj 2011

Om overbetalt rengøringshjælp

Fedt:
At have en 4 årig, der tilbyder at gøre køkkenvasken ren, og skrubber den så den stråler
Knapt så fedt:
At samme 4 årige valgte at ignorere rengøringsmidlet jeg gav hende, og i stedet gøre rent med noget der dufter lidt bedre, nemlig min pissedyre håndsæbe OG håndcreme fra Tromborg, som jeg lige har fået forærende...

Men hey - det er jo arbejdernes kampdag, så nu kan jeg i det mindste have god samvittighed over ikke at underbetale min lille rengøringshjælp.

God kampdag derude!