Om at være en superstoresøster

Jeg har altid tænkt, at min lillesøster er ret så heldig, fordi hun fik lige mig som storesøster.
Når mine to ældste børn har skændtes, har jeg i mit stille sind ærgret mig over at jeg ikke fik givet mit super-storesøstergen videre til dem - og så har jeg tænkt på de utallige situationer hvor min heldige søster har haft glæde af mig, som almægtig beskytter og strålende, mild herskerinde der viste hende vej: jeg har fundet på lege til os, fulgt hende hjem fra skole, læst for hende, lært hende alle mulige frække sange, opfundet et form for paradis:"Bananien", hvor man kommer til når man er død, så hun ikke behøvede være bange, snuppet alle de store kampe med vores forældre, og beskyttet hende med vold og trusler, mod dem der mobbede hende - bla givet en, nu kendt popsanger, en blodtud.

Nå, men hvis man ikke vil have ødelagt sine idealiserede billeder af sig selv, skal man bare undlade at spørge andre - især ikke dem man forestiller sig man lidt har opført sig pletfrit over for.
Min lillesøster havde ihvertfald en del små anekdoter, der ikke alle viste mig i et helgenagtigt storesøsterlys... Damn!
Havde lige selv slettet en hel del mindre flatterende storesøster-historier fra min mentale harddrive, og må nok indse at mine børn faktisk behandler hinanden ret godt - og ihvertfald ikke dårligere end jeg behandlede min søster.
Som hun sagde:"det værste var faktisk ikke at du altid fandt min hemmelige dagbog og læste den - det var at du rettede stavefejl med en rød tusch i den..."
Den lader vi lige stå et øjeblik...