Om savn

Jeg har været på weekend med mine kolleger, fra fredag morgen til søndag eftermiddag, for at planlægge en masse i forhold til nye omstruktureringer osv. Både spændende og hyggeligt.
Jeg havde jo superbaby med, fordi jeg stadig officielt er på barsel og hun bliver ammet, og hun nød i særdeleshed det der med at der nu var hele 13 voksne man kunne bede om at blive båret af - i stedet for at dele to voksne med 3 andre børn. Hun har fået en massiv dosis underholdning og kys denne weekend - men ikke så begejstrede som dem hendes to yngste storesøstre overøste hende med, da vi kom hjem i går - de var helt vilde af jubel og lånte hende med ud til fortovet,(men inde i vores have) hvor de havde lavet en butik der solgte legetøj og blomster.
Den butik fik den pilfingrede baby hurtigt pillet fra hinanden og populariteten dalede voldsomt.
Så jeg tilbød at tage hende ind igen, men de ville godt beholde hende lidt endnu. Da de kom ind igen, var det med smørede grin - men først da klatreeksperten superbaby-grabsehånd klatrede op i vindueskarmen, for at danse zorba(eller noget der minder om), gik det op for mig hvorfor: et prismærke med et (spejlvendt) 1-tal på hendes mås.
De havde taget konsekvensen af hendes hærgen og sat hende til salg - til en rimelig pris...
Nå, godt de ikke fik hende solgt - og det endte de heldigvis også selv med at synes, da hun under middagen rullede det tunge charmeskyts, med klappen, "Hej!", vinken, smilen og uddeling af våde kys....