Om helvedes-hunden

Jeg har faktisk ikke noget problem med hunde - har tilmed kendt et par stykker jeg holdt rigtigt meget af - men det er lidt ligesom jeg har det med andre menneskers børn også: jeg falder ikke på røven i begejstring og uddeler kaskader af kys og gaver, bare fordi de er børn/hunde, de skal altså også have lidt personlighed der er værd at holde af.
Heldigvis har mine venner seriøst søde børn, som det på ingen måde er en pinsel at være sammen med - har endda et par enkelte venne-børn stående på min ønske-adoptions-liste (Alma, Smilla, Oskar og Christoffer - i ved hvem I er!)
Anderledes forholder det sig så med hundene i omgangskredsen - nøj, der
er nogle utiltalende typer i blandt!
Jeg forstår ikke helt dem, der absolut skal klappe alle de skurvede hunde de ser - uagtet at de måske er midt i at fortære fæces eller slikke klunker på sig selv.
Hunde har klamme vaner, så de er altså nødt til at kompensere for dem, med et sødt udseende, hengivenhed, kloge øjne eller barnlig glæde - eller noget andet, der er så kært, at man er villig til at se bort fra lorteånde og numsesnifning, og klappe dem.

Mine svigerforældres hund, gør ikke noget forsøg på at være sød. Jo, den ser umiddelbart ret sød ud, en lille gravhund, og jeg har engang haft en gravhund jeg var glad for, så det burde være et pluspoint - men det hjælper ikke.
Se det billede her: det er den søde lille gravhunds sjæl. Ja, sådan her ser den altså ud på indersiden. (Utroligt jeg kunne få et kamera derind, hva?)
Det er ikke kun det, at den ruller sig i døde ting den finder - og at den er god til at finde døde ting at rulle sig i, så den altid stinker.
Det er heller ikke nag over sidst hvor de besøgte os, og jeg under hele frokosten sad og sagde jeg syntes der lugtede mærkeligt, og det så viste sig at den havde plantet en kæmpelort under min stol - og kastet op i mine sko, der stod ude i gangen.
Mine børn ville sige, at det lidt er det der med at den altid skal lade som om den knalder dem, og står og klamrer sig op af dem, mens den gnider sin klamme hundediller mod deres ben.
Det værste er, at den nu også bider...

Svigermor er blever nappet ca 10 gange, og er lige nu på skadestuen for at blive syet i hælen, hvor den tog en stor bid af hende.
" Den gør ikke noget!" forsikrer hun altid børnene om, når de står stive af skræk og bliver hoppet op af.
"jo - den bider jo! Kan du ikke få den væk?" siger ninjaman så, og får svaret:"nejnej - den bider KUN når telefonen ringer! Det gør den så bange!"
KUN når telefonen ringer? Det er sgu da ingen trøst?
Så selv hvis den ikke lige lugter af ådsel eller knalder ens ben, og man beslutter for at tilgive og klappe den, så risikerer man at telefonen ringer, og psykopatdyret æder en?

Vi skal besøge dem snart - og denne her gang skal børnene slet ikke være i rum med helvedeshunden. Har vi bestemt.
Mon jeg skal vise svigermor det her billede af hundens sjæl, så hun kan se hvorfor?