søndag den 11. december 2011

Om det der kærlighed - føljeton del 6

De følgende uger var vi ikke rigtigt på tomandshånd.
Vi sad ved siden af hinanden til al undervisning, og sørgede så vidt muligt for at være i de samme grupper ved gruppearbejde.
Men der var hele tiden andre omkring os.

Jeg hjalp ham med at male lejlighed en fredag.
Utroligt at de vægge blev så pæne, for jeg havde mere fokus på ham, der malede med bar overkrop og sang med på musikken med pæn stemme, end jeg havde på min malerrulle...
Vi talte ikke så meget sammen, hørte høj musik og malede.

Da vi var færdige med væggene, lagde vi os midt på gulvet og delte en cigaret.
Der var ingen møbler endnu.

Han fortalte at han skulle tilbage til Jylland den følgende dag, og overvejede at slå op med sin kæreste - fordi han var blevet forelsket i mig.
Han spurgte hvad jeg syntes om det.

Jeg fik det som om jeg faldt indvendigt. Havde lyst til at sige ja, men sagde han skulle lade være... 
Vidste ikke om jeg turde, og ville ikke love noget.

Jeg var ellers vant til at tage ansvar for mig selv, og tage beslutninger.
Valgte selv ny skole da jeg var 13, en hippie-lilleskole der kostede 850 kr om måneden at gå på.
Mine forældre kunne ikke betale - så jeg fik et job, og betalte selv min skolegang, fra 7-10. klasse.
Jeg flyttede hjemmefra da jeg var 15.
Rejste Australien rundt i et år, da jeg var 17.
Købte egen lejlighed da jeg var 20, som jeg delte med en kæreste og en veninde.
Fravalgte et kreativt studie, til fordel for et med bedre jobmuligheder.

Hvis man skal passe på sig selv, må man indimellem vælge de veje der føles sikrest, i stedet for dem man helst vil gå på. 
Det sagde min fornuft og erfaring mig.

Og så kom han her, med sine brune øjne, og hev mig ud et sted jeg ikke havde været før, og fik mig til at miste fornemmelsen af, hvordan jeg tog de fornuftige beslutninger for mit liv...

Hvad nu hvis han fortrød igen? 
Når det føltes sådan her, at han sagde han var forelsket i mig - hvordan ville det så ikke føles, hvis han sagde det var gået over igen?

(fortsættes)

Vindere af spil og kylling

Så er vinderne fra tredje omgang adventskonkurrence fundet:
Vinderen af kyllingen fra Bobles blev:
Rebekka("vokseværket"). Tillykke!

Og så vinderne af "scribblish" og haj-spillet: de søde mennesker fra Hasbro syntes det var synd at kun to af Jer vandt, når nu så mange deltog entusiastisk, så de har ladet os trække hele FIRE vindere i stedet, der hver får to spil!
vinderne blev:
Carlo w.
håndboldnørden
Museklik
Michelle Juul.

Send mig en mail på superheltemor @ live dk.

Ny adventskonkurrence coming up - og hvis superbaby giver mig lidt skrivero, så også nyt afsnit føljeton i dag.

lørdag den 10. december 2011

Om ulempen ved afslapning

(det her er altså ikke et sponsoreret indlæg eller noget - bare en pral/anbefaling/advarsel kombi!)
Jeg har fået et gavekort til noget der hed floatation, og selv om jeg var lidt skeptisk over hvor kedeligt det kunne være at ligge i en mørk kasse med vand i 40 minutter, så glædede jeg mig alligevel til noget tid uden børn der hev i mig, og spørger:" hvor er mine sokker?hun driller! Moar! Jeg er suuuuulten! Jeg skal kaste op..."
De har været syge på skift i næsten to uger, og selv om det er Ninjaman der har taget sygedagene hjemme med dem, så er vi stadig begge to på om natten, og der er ikke mange pauser.

Så jeg var stærkt motiveret til at brænde det gavekort af - kedeligt eller ej: det lød som om det var stille, og det trængte jeg til!

Bare stedet i sig selv var afslappende: at komme fra vores rodede lille hus, med "nik og Jay" bragende fra anlægget, børn der krævede ting, eller skulle tørres i måsen, til store lyse lokaler der duftede af blomster, med stille musik, stearinlys og søde damer der lavede smoothie til mig og fyldte badekar - slappede af allerede i døren.
Og så var det derudover totalt dejligt og slet ikke kedeligt, at ligge vægtløs i vandet og mørket og tænke stille tanker.

Det var en slatten, afslappet version af mig der luntede ned til toget for at køre efter børn bagefter, mens jeg tænkte på at DET her, det måtte jeg anbefale til alle trætte forældre jeg kendte, og totalt ønske mig gavekort til igen!

Og så var det jo at virkeligheden ramte mig.
Skolebørnene blev hentet først, og de var ekstremt glade og snakkende, og kværnede løs om nisser, og gaver, og ture de havde været på.
Jeg var så afslappet at jeg nærmest kun kunne smile, ikke svare.
Jeg satte dem af derhjemme med en film, og cyklede efter de små.
De var ude i den store hal, hvor ca 40 børn tonsede skrige de rundt, med løbehjul, hulahop-ringe og vilde fagter.
Jeg trak dem hjem på cyklen, mens babyen - fra barnesædet - lossede sin søster, der sad på mit sæde, i ryggen hele vejen hjem.
Og det blæste.
Og vi skulle egentlig også i netto.

Hjemme igen ramte ulempen ved at være afslappet mig så: det er åbenbart meningen at forældre skal være lidt stressede og anspændte, for så kan de meget bedre følge med i livet med børn.
Min halvsmeltede zen-ro, gjorde mig ihvertfald ret uduelig som alene-hjemme-med-fire-børn-mor(Ninjaman til julefrokost).
Fordi jeg ikke hørte ordentligt efter, var der ingen der var sultne til aftensmad - for jeg havde åbenbart sagt noget der lød som "ja" til at de måtte æde deres kalenderslik før maden.
Babyen tissede på gulvet, fordi jeg fik sagt ja til at de måtte hjælpe hende ud af tøjet, da hun lignede en der godt gad være nøgen. Jeg hørte ikke helt efter, før hun stod og hoppede i sit tis...
De var også længere oppe end planlagt, for igen: jeg sagde bare ja til at de måtte se et eller andet færdigt i fjernsynet, uden at se hvor længe det varede.

Så ulempen ved afslapning, er åbenbart at det sætter sig på "nej-centeret" i hjernen, så man kommer til at sige ja til det hele.
Men ah... Det var altså skønt.

fredag den 9. december 2011

Om det der kærlighed - føljeton del 5

Føljeton - del 5

Den næste dag på rus-turen, undgik han mig...
Når jeg kom ind i et rum, gik han.
Jeg tænkte meget på ham, og holdt hele tiden øje med hvor han befandt sig, mens jeg lod som om jeg fordybede mig i et spil med nogle fyre fra vores hold.

Da aftenen faldt på, var det mig der havde bartjansen.
Jeg havde helt glemt at vi havde meldt os til alle de samme vagter, men pludselig stod han der.
Jeg kunne dufte hans deodorant, for vi skulle stå tæt, for at kunne være to bag disken.
Han så stadig sur ud.

I lang tid talte vi ikke sammen, solgte bare øl.
Han havde taget en masse cd'er med hjemmefra, og begyndte at pille ved anlægget.
Jeg havde nogle af de samme cd'er selv, og nynnede med.
Og gradvist begyndte vi at tale sammen igen, først om den sang vi hørte, så om bandet der spillede den, så om brit-pop, derfra videre til musik generelt - og pludselig var vores bartjans slut, og vi gik ud for at ryge.
Vi begyndte at gå, ligesom dagen før.
Gik rundt under stjernerne og talte og talte, om alle mulige personlige ting, man normalt ikke fortæller næsten fremmede - hvis nogen overhovedet.

Sent om natten kom vi tilbage.
Der var nogle andre der lå og kyssede i min køjeseng, så vi endte med at ligge i hans, med vores jakker som dyne, mens vi hviskede sammen.
Han duftede af natteluft, cigaretter, æblejuice og sæbe, og tæt på kunne jeg se at det slet ikke var eyeliner han havde på, men bare rigtigt sorte øjenvipper.
Jeg faldt i søvn med hovedet på hans arm, og vågnede ved at han lå og så på mig.

Vi havde åbenbart nemmest ved at tale sammen, når vi ikke kunne se hinanden, så her i morgenlyset, var det svært at finde ordene igen.

Vi talte ikke sammen, mens vi pakkede vores ting, og hjalp med at rengøre hytten.

Han fulgte mig til mit tog, stadig uden at vi rigtigt talte sammen.

Jeg så ham stå tilbage på perronen, og følte at mit liv strammede over skuldrene...

(fortsættes)

torsdag den 8. december 2011

Om gul sne - igen

Der er intet der kan bringe julestemning frem som gul sne - vel?
Nu bragte jeg krea-girls fabelagtige(jo, mødre MÅ godt prale overdrevent!) digt i går, der indeholdt den klassiske sætning:"et lille tip når det er jul - spis aldrig sne, når den er gul!"
Det fik min mor - vævende Frank Zappa fan - til at smse mig følgende smukke tekst til en Frank Zappa sang, hvor en eskimo-far giver gode råd til sin søn:
"Nanook no no - don't be a naughty eskimo. Watch out where the huskies go. And don't you eat that yellow snow!"
Arh, men det er da et af de bedste råd en forælder kan videregive sine børn!

For lige at runde "gul sne" emnet af, er her et udsnit af tegningen, krea-girl havde lavet til digtet. Det forestiller hendes lillesøster, der æder gul sne.
Lillesøster havde krise en hel aften over tegningen - søskende kan være onde....
Hvis du gerne vil læse mere om onde søskende, så hop lige over til marias maskinrum i dag - hun har emnet oppe.

onsdag den 7. december 2011

Om smukke juledigte

På den 10 åriges skole, er der en julekonkurrence, hvor man kan smide et digt i en postkasse, og vinde  en stor gavekurv, til deres juletræsfest.
Hun har, med tungen lige i munden og mange fnis, skrevet følgende digt:
Juledigt, af krea-Girl, 10 år:
Sneen falder, fin og hvid
for nu er det juleid.

Far han bander, skovler sne
Mor hun drikke julete (Ja - det er faktisk en rimelig arbejdsfordeling!)

Alle køber gaver
og flæskesteg til maver.

jeg fletter julehjerter
til fingrene de smerter.
min Lillesøster fjærter
fordi hun har spist ærter.

Her et lille råd til jul:
Spis aldrig sne, hvis den er gul!
(Ok, sidste sætning hjalp jeg hende med at rime - men det er faktisk et godt råd hendes ene lillesøster kom med, som forslag til mandagstip, for nogle uger siden.)

tirsdag den 6. december 2011

Vind 2x2 gode spil - igen

På søndag trækkes endnu engang to vindere, der hver får to gode brætspil fra hasbro.
Denne gang er det "shark attack" - et børnespil med en elektronisk haj der æder brikker(mellempigerne var ved at dø af grin over det - jeg syntes det var lidt hektisk og anstrengende...), og
"Scribblish" - et af de seriøst sjoveste voksenspil vi har prøvet længe, hvor man tegner videre på hinandens grimme tegninger, og til sidst gætter hvilken en der oprindeligt var ens egen.
Nå. Skriv en kommentar her, og så trækkes der to vindere søndag + en vinder af en bobles kylling.

Om juleteater

Sådan her ser jeg ud tre gange om ugen for tiden.
Ligner Simon Spies, og lyder som min svigerfar.
I dag har jeg skændtes med et fiktivt rensdyr, om hvorfor den ikke måtte spille på hammondorgel, og forsøgt at opfinde den ultimative julegave, som alle børn ønsker sig.( En elektrisk læbepomade - den blev ikke modtaget godt af målgruppen).
Lige for tiden giver mit arbejdsliv enormt meget mening - på den absurde måde.

Om det der kærlighed - føljeton del 4

Føljeton - del 4 - "Ninjamans version".

(følgende er skrevet af Ninjaman).
Den morgen i september, hvor jeg startede studie, ærgrede det mig først hvor lille stedet var.
Havde valgt uddannelsessted hjemme fra Jylland, og bare valgt efter det der lød som det største, mest storbyagtige.
Det var det altså ikke.

Men jeg lagde mærke til hende, med det samme hun kom ind af døren.
Hun var sådan lidt boheme-agtig, med langt hår, nederdel der nåede til jorden, en grøn bluse der matchede hendes øjne.
Og virkeligt grimme sko.
Det er rigtigt nok at hun er skoblind.
Jeg var glad for at hun satte sig over for mig, for hun så ud til at være underholdende og anderledes.

Vi fik udleveret orange tshirts, til alle på vores hold, så man kunne se hvilke hold folk var på.
Vi nægtede at tage dem på, som de eneste.
De var kæmpestore, og hun sagde at hun ikke gad ligne en "hare krishna hobbit", når hun ikke var høj og havde stor orange tshirt på.
Det syntes jeg var sjovt.
Jeg gad bare ikke ligne jeg havde kjole på.
At jeg så senere endte i dameundertøj på en scene, var noget andet.
Det var jo for et teaterstykke, og der var en masse piger der sagde jeg skulle.
(Jeg har to søstre, så jeg er vant til at gøre hvad piger siger man skal. Også nødvendigt med fire døtre.)

Jeg tror jeg begyndte at blive forelsket i hende med det samme.
Hun var sjov. Smuk. Anderledes. Drillede mig.

Jeg havde faktisk en ret ny kæreste, som jeg skulle flytte sammen med og var glad nok for, men alligevel begyndte jeg at føle noget andet for hende den brovtende lille hippie, måske allerede fra den første dag.
Jeg gad ikke tale med andre end hende, og fik hele tiden sat mig i nærheden af hende.

På rusturen, begyndte jeg at mærke det rigtigt.
Forelskelse.
Vi talte helt vildt godt sammen, og jeg kunne mærke det var noget virkeligt særligt.

Så sagde hun at hun var gift.
Jeg blev så skuffet!
Jeg var ellers sikker på at hun også var interesseret i mig, og jeg følte mig dum at jeg havde kunnet tro det.
Jeg blev helt dårlig, og ked af det.
Og gik ind og dansede, og prøvede at tænke på noget andet.
(fortsættes)

De foregående afsnit, kan læses HER

mandag den 5. december 2011

Om bondegårde - et mandagstip

Dagens mandagstip, er faktisk bare et gammelt guldkorn, sagt af min næstældste, dengang hun var 3 år.
Ja, det er lidt snyd at jeg bruger noget der er tre år gammelt som mandagstip, men der er tre gode grunde:
a): jeg får pralet af hvor nuttet hun var (også) dengang
B): I lærer jo faktisk noget om landbrug osv, som I muligvis ikke vidste i forvejen?
C): der var faktisk ingen af pigerne der gad finde på emme til mandagstip i dag,de ville hellere hænge hæsligt julepynt op...

Frk fantastisk, 3 år,fortæller ivrigt om alt det hun har lært på en bondegårdstur med børnehaven:
"der bor SÅ mange dyr på en bondegård! Og man kan SPISE af dem! Æg kommer fra høner! Og kødsovs fra køer! Og brød fra korn!! Og....og...og... Pasta fra LØVER!"

Så lærte man også lige det...

Forsøger at lokke et rigtigt mandagstip ud af nogen senere i dag.

søndag den 4. december 2011

Om det der kærlighed - føljeton del 3

Så fortsættes hermed den utroligt nervepirrende, men noget langstrakte kærlighedsføljeton.

Om det der kærlighed - føljeton del 3 "Ingen kys under stjerner"
---------
Mandagen efter, var der rus-tur.
100 unge mennesker, en masse alkohol, og to dage i sommerhus.

Jeg havde en lille rygsæk, med en mascara, en tandbørste og to par rene underhylere - Ninjaman havde en kæmpestor taske, indeholdende skiftetøj, og hele tre par skiftesko (man KAN jo ikke vide om vejret er til sandaler, sko, løbesko eller gummistøvler, vel? )

Vi sad ved siden af hinanden i toget, vi valgte køjesenge ved siden af hinanden, vi meldte os til de samme madlavningshold og tjanser i baren.
Jeg underholdt stadig på ufeminin og brovte de vis, men han lod ikke til at blive skræmt væk....

Da mørket faldt på, var vi færdige med vores pligter, og gik en lang tur.

Og som vi gik der under stjernerne, skete der noget.
Jeg blev ikke længere intimideret af hvor overdrevent pæn han var, når jeg ikke kunne se ham, så jeg blev bedre til at lægge min havnearbejder-Johnny på hylden, og bare lytte til hvad han sagde.
Og han begyndte at tale meget mere, smed sin generthed og fortalte mig alt muligt, med sin bløde, århusianske stemme.

Alle de steder mit liv havde gjort ondt, gjorde hans ondt på samme måde, og vi fortalte hinanden ting, vi kun sjældent havde fortalt andre.

På det tidspunkt var jeg ved at være afklaret med, at han nok var til drenge - så da han på et tidspunkt nævnte at hans nye kæreste hed Mia, blev jeg meget overrasket - og lidt skuffet...
Havde ligesom bedre kunnet leve med at han bare ikke var en mulighed - end at han teknisk set var en mulighed - men allerede optaget.

Og så var det, at jeg kom I tanke om at det var jeg jo også - og fik helt dårlig samvittighed over mine utilbørlige sværmerier.
Jeg var faktisk gift, og havde været det i to måneder.
Det føltes som længere tid...
Jeg vil ikke komme nærmere ind på de ting der ikke fungerede (det fortjener han ikke at læse, hvis han nogensinde falder over denne blog og genkender sig selv): men vi var nok egentlig bare venner, og der var aldrig den store romantik mellem os. Det var praktisk, hyggeligt og vi havde samme humor - men ingen stor forelskelse.

Da jeg, efter nogle timer i mørket, kom ind på emnet, og bekendte min ægteskabelige status, blev Ninjaman underligt stille.

Vi gik ind til de andre.
Han spurgte om jeg ville danse, men jeg er ikke den store danser, og ville hellere drikke nogle flere øl, sagde jeg.
Så gik Ninjaman, uden et ord, ind og dansede med en masse andre piger.
Jeg sad udenfor vinduet, med en smøg og en øl, og kiggede på. Han dansede rigtigt godt.
Den sure skid....
(fortsættes)
De andre afsnit kan læses HER

Vind kylling - og lodtrækning af vindere

Bobles har lavet deres sjove tumledyr i nye vinter-farver, og hvis I smider en lille kommentar herunder, er i med i lodtrækningen om en jadegrøn kylling!
Skal hilse fra mine børn og sige, at kyllingen er eminent til "jorden er giftig lege" ! Vinderen trækkes næste søndag.
--------------
Et "rigtigt" blogindlæg er i støbeskeen, og en ny adventskonkurrence også - men er kommet til at love mine unger at de må julepynte, og jeg er nødt til at supervisere lidt, for at de ikke går helt amok...

Først lige en lodtrækning:
Vinderne af 2 x 2 spil fra hasbro er: kongmorsverden og Annemette R.
Vinderen af coolstuff er: Runa
Send mig en mail på superheltemor @ live dk alle tre! Tillykke!

lørdag den 3. december 2011

Om decemberfødseladage - lidt random ynk.

Så troede I måske lige at der kom kærlighedsføljeton i dag, hva?
Beklager: er i meget lidt romantisk humør lige nu...
I dag fylder Krea-Girl 10 år - første runde fødselsdag, som hun har glædet sig til i månedsvis.
Jeg købte et billigt ophold i ferielejlighed til denne weekend, hvor vi skulle fejre hende.
Her er adgang til indendørs swimmingpool, og udsigt over havet - og da vi ikke har økonomi til at tage på udenlandsferier, er dette det tætteste på pigerne har været - og de har ikke talt om andet i ugevis.
Klokken er nu 02.
Jeg ligger på en bulet sovesofa i en ferielejlighed, med en gloende febervarm baby sovende på mit bryst. Hun har brækket sig ca 10 gange den sidste time - håndklæder, lagner, mine tre tshirts: alt er tilsølet, og ligger i en bunke i brusekabinen.
Jeg hader når børnene er syge - både fordi det er så synd for dem, men også fordi min hjerne tit får pisket en panikstemning op, så mens jeg forsøger roligt at nusse og trøste, råber min hjerne:"det er farligt!! Det er fugleinfluenza!! Hun dør!! Det er din skyld!! Du er en skod-mor!!"
Ja, så nu kan jeg ikke sove. Har forsøgt så ihærdigt at undgå at gå i panik af hjernens hypokondriske dommedags-fabuleringer, at jeg nu er hyper og ikke kan sove.
Har ondt af det smukke store fødselsdagsbarn, der sover ved siden af mig.
Det er altså ærgeligt at være født i december, hvor fødselsdagsplanerne ofte forpurres af sygdom...
Hendes 2 og 8 års fødselsdag var hun selv influenzaramt, hendes 5 års blev hendes små søstre indlagt med lungebetændelse - og hendes ti års weekendtur, ligner den bliver en dag kortere end planlagt...
Må kompensere for det på anden vis snart - en alenefridag med en af sine forældre må kunne lette skuffelsen lidt?
Og nu må jeg hellere få sovet lidt, så jeg er frisk til næste gang babyen forvandler sig til en bræk-fontæne....
(Beklager pointeløst indlæg - træt, med bræk i hår, og en irriterende sang på hjernen, hvor jeg kun kan huske at omkvædet indeholder linien:"Niklas for dig!")

fredag den 2. december 2011

Om det der kærlighed - en føljeton, del 2

Føljeton - del 2 - "Havnearbejder-Johnny"

Efter morgenmaden var der rygepause - ja det var 90erne, halvdelen af os røg - og til min store begejstring var lækker-med-eyeliner-fyr også ryger, og han fulgte efter mig udenfor.
Jeg tror nok jeg lånte en lighter af ham, jeg kan ikke huske hvad vi sagde til hinanden, kun at han talte sødt, syngende århusiansk, på "kundskabens træ"-måden.

Han talte ikke så meget, lyttede bare, og smilede med sine store brune øjne.

Nu er jeg ikke en der hviler godt i tavshed, og hvis jeg bliver usikker på mig selv, kommer min indre havnearbejder-Johnny frem, og jeg plaprer pinligheder af mig.

Jo mere han smilede sødt, så pæn ud og sagde ting på jysk - jo mere larmende, grov, ufemnin og københavnsk blev jeg at høre på, for ligesom at kompensere.

De første tre introdage, lagde stakkels Ninjaman(for ham var det!), øre til historier om hvordan jeg altid proppede min kjole ned i underhylerne, engang havde trådt i en lort med bare tæer og vundet en bøvsekonkurrence på mit kollegium, spædet op med drikkeviser, trusler og diverse historier fra de varme lande.

Jeg ramte sjældent hans humor, men han kom alligevel altid hen til mig.
Og lyttede.
Og jeg fyldte al tavshed med brovten.

De tre intro-dage var syltet ind i en masse lære-hinanden-at-kende-og-ih-hvor-vi-hygger-os-aktiviteter, mange af dem særdeles tåkrummende.
Således også nogle små teaterstykker, vi skulle sætte op i grupper.

Jeg ved ikke hvorfor, men Ninjaman endte med at spille med i et stykke, baseret på den grimme ælling, hvor han stod på scenen og spejlede sig, kun iført rød bh, røde blondetrusser, og røde højhælede sko.
Det var ikke et syn der fik mig længere væk fra min overbevisning om at han var bøsse.

Hold da op, hvor havde han dog styr på de høje hæle der!

Det er umiddelbart ikke mange mænd der kan tage bh og høje hæle på og stadig være så megasexede - men han kunne altså - og det kunne jeg høre på det kollektive suk fra de fleste af de andre piger (og enkelte af de andre drenge...), at de var enige i.
(fortsættes, næste fredag)
De andre afsnit er HER

torsdag den 1. december 2011

Vind sære gadgets - adventskonkurrence 2

Er du - ligesom mig - også sådan en der elsker mystiske opfindelser og gadgets? Så vil du kunne lide denne her konkurrence, hvor du blot behøver skrive en kommentar, og så trækkes der en vinder på søndag d. 4-12, af et gavekort på 250 kr, til dimsebutikken www.coolstuff.dk.
Min yndlingsfætter, er 3 måneder i Kina, og får i julegave sådan en digital nøglering med fotos.
Overvejer om jeg skal fylde den med søde fotos af børnene så han får hjemve og fortryder han tillod sig at rejse - eller grimme fotos af mig selv, der skærer ansigter og mooner, så hans hjemve mindskes?
Det bliver nok en kombi af de to...

Om malplaceret testen

En læser, med lige så barnlig humor som mig, sendte mig lige det her foto - som hun har taget på et apotek, hvor cremen her stod ved kassen, sammen med en masse håndcreme-testere, som folk stod og prøvede.
Intim-barriere-creme-tester...
Så kan man lige knappe bukserne op ved kassen og smide en håndfuld creme derned, som test. Og bagefter teste håndcremen.
Og så lige betaler til den rare apoteker.
Kære butiksejere: det er altså ikke nødvendigvis alle produkter man behøver lov til at teste!
Glidecreme, intim creme, lavement, hæmoridesalve, kondomer og tampax
- den slags sælger helt ærligt ikke bedre, bare fordi man må teste i butikken...
Det giver bare grimme oplevelser for de andre kunder.

onsdag den 30. november 2011

Om det der kærlighed - en føljeton. Del 1.

En føljeton om kærlighed - del 1
I september 1997 startede jeg på en uddannelse.
Den første dag mødtes alle nye studerende i kantinen til fælles morgenmad.
Jeg kom lidt sent, så mange af pladserne var allerede taget, og jeg prøvede at få et overblik over hvor der var pladser - og hvor jeg havde lyst til at sætte mig.
Ihvertfald ikke ved siden af de blonderede gimper, der kiggede hovent på min spraglede kjole.
En flok larmende piger i et hjørne kendte tydeligvis hinanden i forvejen, så jeg turde ikke klemme mig ind på den ledige plads ved siden af dem.
Ham den høje, der mumlede med mig selv, mens han rev sig i skægget, lignede heller ikke en jeg gad blive bedstevenner med - men over for den ledige stol ved siden af ham, sad der en ung mand og - ja det lyder mærkeligt og lidt pladderromantisk- men han skilte sig bare ud, i mængden.
Som om han strålede lidt....
Ham ville jeg gerne tale med, så jeg satte mig ved siden af ham-med-skægget.
Som viste sig at være lige så underlig som han så ud...
Han genfortalte hvordan han havde gennemført en bane i et computerspil dagen før, og det var dræbende kedeligt - men i det mindste havde jeg tid til at sidde og smugstirre på min tiltrækkende bordkammerat overfor, for ham-med-skægget var bedøvende ligeglad med om jeg lyttede eller ej, han kørte bare en monolog han selv nød...
Jeg har aldrig været en der rigtigt lagde mærke til om mænd er tiltrækkende eller ej - men ham her var altså ret påfaldende pæn, og jeg tog mig selv i at stirre forstenet på hans pæne tykke læber, og høje kindben.
Anderledes i tøjet var han også, med stram tshirt med tegning af Jimi Hendrix på.
Slank og muskuløs.
Pæne, stærke arme.
Brede, pæne hænder, med .... Fingerringe på næsten alle fingrene!
Ok. Sandsynligheden for at han ikke interesserede sig synderligt for kvinder var stor, sagde mit fordom-o-meter - og den sandsynlighed fik et ekstra skub op af, da han kiggede medlidende på mig, fanget som jeg var i ham-med-skæggets monolog.
Det lignede han havde eyeliner på....
Nå.
Ærgeligt.
(fortsættes)

tirsdag den 29. november 2011

Om føljetoner

Jeg synes mit liv for tiden er knæhøj hverdag.
Ikke nogen dårlig hverdag - kan lide mit job, synes mine unger og deres far er skønne, og får endda sneget tid ind til at gå ud med veninder på jævnlig basis - men holddaheltop: hvor går tiden hurtigt! Synes jeg ræser afsted, og hele tiden er på vej til det næste.

Nogle gange går det ud over bloggen....
Har ellers en ambition om at der skal noget på hver morgen, og hvis der er et indlæg om en konkurrence, skal der et bonusindlæg på for at opveje det.
Og det har jeg altså svært ved at nå, og mens jeg gør unger klar til dagen, bruger jeg hele morgenen på at søge efter inspiration i mit hoved, og de dage det ikke lykkes at skrive noget om morgenen, er jeg sur og har dårlig samvittighed.
I know - lidt høje krav.

Nå.
De seneste måneder, har jeg nydt at følge med i flere skønne blog-føljetoner: amaroramas brors kærlighedshistorie, trixyworld og den sunde og raske fyr, og 52dates og ugens kiksede date.
Og så var det lige jeg tænkte, at jeg burde skrive en føljeton også.
Så behøver jeg ikke opfinde ny ide hver eneste dag, men kan skrive mere indgående om noget, fx en gang om ugen?
Men... De andres gode føljetons var jo om kærlighed...
Jeg har været kærester med min ninjaman i snart 15 år, og vores første date ER beskrevet her.
Hvad siger I - kan der koges mere suppe på den kærlighedshistorie, eller er datebeskrivelse dækkende nok?

Eller hvad skal jeg ellers føljetonne om - og gider I overhovedet læse føljetons?

Jaja, jeg bruger jer lidt til at spille mine dumme spørgsmål op af for tiden - men håber I gider være lige så hjælpsomme med inspiration, som I var med sko-spørgsmål!

Vind brætspil - adventskonkurrence 1

Her en mulighed for at vinde hele to julegaver: et spil til børn og et til voksne.
Vi har testet brætspil for hasbro hele weekenden, og jeg laver konkurrencer med de bedste af dem, som præmier, tre gange i december.
Det er ikke alle spil der har været lige sjove, men det har været hyggeligt.
Denne uge er de bedste to:
Trivial pursuit master edition: den kendte klassiker, nu med timer, så man kan spille det ekstrahurtigt. Jeg har en hemmelig passion for spillet, fordi jeg har en stor mængde ubrugelig paratviden, der kan prales af således - Ninjaman hader det, af samme grund... Men nu kan I vinde det!
"connect 4 launchers": fire på stribe, hvor brikkerne affyres med små katapulter, så det ikke kun er tanke, men også fingerfærdighed og held der tæller. Pigerne elsker det, og selv om det går voldsomt for sig, når små brikker katapultes rundt i stuen, så er det sjovt - især hvis man laver egne regler og spiller i hold.

Nå: to af jer kan vinde BÅDE fire på stribe og trivial. Bare skriv en kommentar her, så findes vinderne på søndag, d. 4-12.

------
Og til jer der synes konkurrenceindlæg er kedelige: det er de også, og jeg har derfor en politik om ikke at udgive et, uden samtidig at have et "rigtigt" indlæg - men lige nu er jeg monstertræt og har travlt, så det rigtige må I have til gode til i eftermiddag, beklager....

mandag den 28. november 2011

Om at være sko-analfabet

Jeg hader, som nævnt før, at købe sko. Synes det er vanvittigt kedeligt, og ved kun hvad jeg ikke kan lide, ikke hvad jeg kan.
Det er derfor tit noget jeg ønsker mig i julegave, for jeg er gift med en mand med bedre sko-sans end mig.
Men i dag gik jeg forbi et vindue og så de her, og overvejede at ønske mig dem.
Ved ikke mærke eller pris - butikken var lukket - men nu spørger jeg de af jer der er sko-fetischister: er de her fede på retromåden, eller megakiksede på bedstemor and måden?
Kan virkeligt ikke se det selv, syntes bare de var anderledes - hvilket jo ikke nødvendigvis er godt, når man er sko-blind....