Om stearinlys

Jeg har huset fuldt af børn der har fri, og er mentalt gået på påskeferie - så dagens blogindlæg er altså et uddrag fra en mail, jeg sendte til en veninde der havde præstationsangst, over at have lavet noget hun ikke selv vidste hun var genial til.
Tyk morale, og genbrug - men nu smider jeg den lige afsted, og tager videre på tour de legeplads med Krapylius, Umulius, Skrigfjæs og lille Gnalle.
---------------
En opbyggelig historie om for meget succes, fra mit virkelige liv:
Da jeg var barn, var jeg meget mærkelig og de andre piger ville ikke lege med mig.
Jeg sad og læste bøger i frikvarterne og en gang imellem legede jeg starwars med drengene - men prøvede jeg at være med i pigernes lege, brød jeg uskrevne regler, råbte for højt, væltede i sjippetorvet, forsøgte at imponere med bøvser, eller foreslog en åbenbart elendig byttehandel med glansbilleder.
I skolen generede det mig ikke meget, for jeg hyggede mig ok med mine bøger og syntes faktisk pigerne var kedelige - men da jeg fandt ud af at jeg gik glip af alle pigefødselsdagene, og regnede ud hvor meget sukker jeg dermed manglede i min krop, blev jeg meget fortørnet.
Heldigvis inviterede en af pigerne en dag hele klassen med til fødselsdag.
Jeg havde bestemt ikke det fedeste tøj (min mor gik på håndarbejdsseminarium så jeg gik bl.a i strikket joggingtøj og havde pletter og huller på resten af tøjet), jeg havde for underlig smag til at købe den fedeste gave - hvor kunne jeg så brillere, så de ville invitere mig med næste gang?
Drengene kørte noget lagkagespisningskonkurrence, der gav opmærksomhed, men jeg kunne ikke følge
med.
Distræt tyggede jeg på et stearinlys fra kagen - og fik straks opmærksomhed.
"Nå dem? Jeg vil hellere æde lys end kage, kage er så...normalt..." sagde jeg nonchalant og åd et lys mere - og de resterende 6 lys bagefter.

Vild jubel. Og jeg blev inviteret til alle fødselsdage det år, med spændte pigeøjne rettet mod mig og lysene hver gang.
Jeg tror faktisk det fortsatte sådan næsten to år. Så gad jeg ikke mere og sagde de kunne æde deres lys selv.
Og blev ikke inviteret med til næste fødselsdag - men jeg blev til den efter, og der tænkte jeg at der fandeme aldrig var nogen der skulle lokke mig til ar gøre noget der ikke var mig selv, bare for at jeg kunne være populær, igen.
Dem der kunne lide mig uden jeg behøvede gøre mig umage, var mere værd end dem der kun kunne lide mig når jeg åd lys.
Morale: vær dig selv og vær fucking ligeglad med hvem der kan lide det - dem der kan lide det er alligevel de eneste der er værd for dig at samle på.

Wow - den var tyk og sentimental.
Men sand.

(Og jeg efterlever den heller ikke selv: siger min mening og er synlig langt hen af vejen, men bliver depri hvis ikke alle synes jeg er fantastisk alligevel - og det gør de langtfra. Røvhuller...)