Om at få savet sit kranie midtover med en motorsav

I går fik jeg hevet en tand ud, hos tandlægen.
Jeg var deroppe om morgenen med en øm visdomstand, som jeg godt vidste sad dumt,og sikkert skulle ud.
Tandlægen nævnte en masse om "skære gummer op","operation", "kirurg" og "lad os håbe tanden ved siden af ikke har taget skade". Og så bad hun mig komme tilbage kl 14, hvor kirurgen kunne operere mig...
Jeg er ikke som sådan tandlægeskræk, men jeg er blive-skåret-i-skræk, og alt det tandlægen havde sagt, havde skræmt livet af mig og jeg havde svært ved helt at abstrahere fra det - fik fx, i et desperat forsøg på smalltalk, sagt til ninjaman at det var dejligt de tre ældste børn skulle overnatte hos min mor lørdag, nu jeg skulle være nyopereret, for så slap vi for en masse pligter, som fx at:"skære børnene i stykker". Han fik mig endda til at gentage sætningen - og jeg mente faktisk:"hjælpe dem med at skære deres mad i stykker", men det kom bare psykopatisk ud.
Kl 14 sad jeg i venteværelset, med en puls på 280, og læste i et ugeblad på bladre-bladre-bladre måden.
Kirurgen var saglig og venlig, og i tvivl om hvorvidt det var visdomstanden der skulle ud - eller den ved siden af, der var en trist rodbehandlet fætter. Vi blev enige om at den rodbehandlede tand skulle ud, så visdomstanden fik plads.
Og så bedøvede hun mig, 5 steder i munden - og jeg var så tr på at besvime af adrenalin-rushet, at hun måtte lægge tandlægestolen ned og putte våde klude på min pande.
Jeg tænker ikke på mig selv som pivet, har trods alt født fire børn hjemme i min stue, men det her var jeg ikke lige rustet til...
Den første halve time var jeg stiv af skræk og lå og rystede, men den flinke kirurg gav mig en ny bedøvelsessprøjte hver gang jeg blinkede bare lidt, så til sidst endte jeg med at slappe - lidt - af.
Jeg havde Leonard Cohen i mine høretelefoner, og prøvede at abstrahere fra at en hvidklædt dame var i gang med at snitte mine gummer op og flænse i mine tandrødder, og bare nyde at jeg rent faktisk opnåede flere ting på en gang, som jeg længe havde sukket over at jeg følte jeg manglede:
1): ja, der var en der skar i mine gummer - men i det mindste var der ikke en anden der bed i mine brystvorter imens(her taler jeg så om superbaby)
2): ja, jeg lå og gabte munden op til mine kæber smertede - men ingen bad mig tørre deres mås imens
3): ja, tandteknikeren havde placeret sin barm på min venstre kind - men i det mindste fik jeg lov til at høre musik jeg selv valgte, uden at nogen byttede det ud med nik og Jay.
4):ja, jeg havde smagen af blod i min mund - men jeg fik sgu lov til at ligge ned, uden at skulle løbe ud og tjecke om superbaby stod og spiste ting ud af skraldespanden
Jeg skulle lige til at glæde mig over lidt flere fordele, da kirurgen startede en eller anden maskine, der lød som om hun forsøgte at skære mit kranie i stykker med en motorsav.
Så var det lidt svært at tænke positivt!
Det hele tog to timer.
Men jeg overlevede. 10 sting i mine gummer rigere, og en tand fattigere.
I morgen har vi 75% af vores børn passet ude, og jeg skal slappe af - når jeg er færdig med at samle flasker jeg kan bruge til ar betale kirurgen med.
Livet er skønt...