mandag den 15. november 2010

Om at løbe

Før jeg fik børn, var jeg tynd. Jeg tænkte altid over hvad jeg proppede i munden, og holdt altid lidt igen.
Men så blev jeg gravid første gang, og hver gang jeg følte den mindste lillebitte trang til appelsinjuice, syltede agurker dyppet i nutella, koreansk kimchee,eller nudler og brun sovs - jamen så spiste jeg det naturligvis, overbevist om at babyen måtte have brug for det...
Og folk sagde hele tiden at min graviditet KUN sad på maven, så i stedet for at spejle mig, ÅD jeg - og tog 20 kilo på... Og slæber stadig rundt på de 10 af dem, her ni år efter...
Før jeg blev gravid fjerde gang, havde jeg faktisk smidt de 5, så jeg ved det er muligt, og skal også af med resten.
Der burde lidt motion til, men jeg synes ikke jeg har råd - eller tid - eller rigtigt lyst.... Taler jeg højt om det, er der altid nogen der foreslår løb, og de bliver uforståeligt entusiastiske omkring det - men jeg fatter virkeligt ikke folk der motionsløber, træner til marathon eller på anden måde løber "for sjov".
Det er sgu da ikke sjovt at løbe??
Jeg løber kun hvis der ligger livsnødvendig medicin i en bus der er ved at køre, og jeg skal bruge den for at redde en hel landsby fra at dø af pest.
Eller hvis der er zombieangreb.
Eller hvis der er en sulten menneskeædende haj, der har lært at gå på landjorden, efter mig.
Eller - til nød - hvis der er et rigtigt godt tilbud på sushi, til de hurtige.
Det sker sjældnere end man skulle tro.

14 kommentarer:

Fru Z sagde ...

I know what you mean. Eller det gjorde jeg. Eller. Ja. I hvert fald havde jeg det sådan en gang. Men så prøvede jeg det af. Fordi jeg blev i bekneb med tiden til timelange gåture. Og en rask lille løbetur er klaret på et splitsekund. (ing?)
Jeg er overhovedet ikke sådan en der løber langt. Og jeg er ikke sovset ind i løbegejlergadgets fra top til tå. Kun en lille clip-on musikting. Det er hårdt, og ikke altid sjovt. Men det er herrebilligt. Og du bestemmer sådan set selv hvor langt du vil løbe. Jeg løber ikke særlig langt. Og lige pt. løber jeg overhovedet ikke. Noget med en tå der ikke er brækket. Men stadig.
Du kunne evt læse om dengang jeg begyndte at løbe? Så er det her det sner..
http://fruz1.wordpress.com/2009/10/18/dengang-jeg-startede-med-at-l%c3%b8be/

Rikke/Camp Chaos sagde ...

Dem der løber siger, at den længste løbetur er den fra sofaen og ud til skoene. Det er måske rigtig nok, men når man så endelig har fået sig slæbt derud, så skal hoveddøren også lige åbnes og det regner vist også og måske er jeg faktisk lidt træt... Undskyldningerne er mange. Læs evt. mere om det her: http://voresbarsel.blogspot.com/2010/11/mutter-fit.html

mette b sagde ...

Tak fordi du skrev om at løbe. Jeg fik snøret løbeskoene og løb en tur på 3,5 km. Det er i øvrigti de sidste 500 m der er de sværeste - uanset, hvor mange km man løber. Fordi man ved, at man næsten er der.
Og nu sidder jeg her, glad og svedig, bevares, men med lyst til en tur igen i morgen. Tror jeg ;o)

Klem fra
mette b, som elsker at læse med hos dig!

M sagde ...

Det er nemlig SÅ rigtigt! Det er kun i Helvede at man løber! Her på jord er det jo vanvid at sætte det ene ben foran det andet med fart på! INGEN får mig til det! Til trods for at der også er to store håndfulde eftergraviditetskilo der skal tabes!!!
Jeg har just fundet din blog og er i gang med at læse den hele igennem. Den er herlig og jeg morer mig kosteligt! Så tak for det:o)

Rikke R sagde ...

Jeg havde det engang på samme måde og så begyndte jeg at løbe, og jeg hadede det stadigvæk, indtil der var gået 4 uger, så begyndte jeg at blive hukt. Men det er bare så svært at komme i gang igen, når man ved de første 4 uger bliver helvede, man skal ligesom havde overskud til det, men hvornår har man det.?

Anonym sagde ...

- synes det er super at ikke alle springer på den hellige løbe-ko for goddammit hvor er det irriterende som der bliver løbet og talt om at løbe allevegne. ville ønske jeg kunne være solidarisk med dig, men desværre blev jeg løboman for mange år siden før det blev moderne :-) og jeg løber altså 2-3 gange ugentligt kan ikke undvære det men gooooooaaaard hvor er det svært at slæbe sig afsted nogen gange - bagefter er det dog det hele værd :-))

superheltemor sagde ...

Jeg HAR altså prøvet!
En gang...
Forstrak(hedder det det) noget under min fod og humpede en uge. Syntes ikke det var sjovt.
Fedt for jer der kan lide det - jeg vil hellere knalde og æde chokolade, hvis de to ting tæller som sport?

Halkjær sagde ...

Jeg er ikke løber, og bliver det nok heller aldrig. Jeg synes nemlig det er gudsjammerlig kedeligt.
Til gengæld er jeg begyndt at gå en masse ture med min datter i barnevognen. Ambitionsniveauet hedder 5 km om dagen i gennemsnit, set over en måned. Bortset fra fem manglende kilometer i juli, er ambitionsniveauet nået (og mere til) hver måned siden jeg begyndte i juni.
Og det virker sgu (når jeg samtidig husker at spise fornuftigt), og siden sommerferien er der røget 7 kilo af. :-)

SA sagde ...

Lige meget hvad man måtte synes om at løbe, er det en billig og fleksibel måde at brænde en masse kalorier på, på relativt kort tid. Det er nok hovedårsagerne til, at det er blevet så populært.
Supermor, jeg tør vædde med at du har fået dig en omgang plantar fasciebetændelse. Noget der tyder på at du er gået for hurtigt igang, dvs. løbet for langt til at starte med.
HVIS du vil starte med at løbe, så start med intervaltræning. Tag et ur på sekundviser, eller et digitalt ur og start med at varme op med at gå i rask takt i 5 min. Løb så (ikke sprint, i et tempo hvor du stadig kan trække vejret komfortabelt) i 1 minut. Gå i 2 minutter. Løb i 1 minut. Gå i 2 minutter. Den første gang du er ude kan du blive ved med intervaller i ca. 15 minutter og så gå 5 minutter hjem. Stræk ud. HUSK at strække fodsålerne hvis du før har haft plantar fasciebetændelse!
Efterhånden øger man tiden, op til en halv time. Så skærer man ned til 1 min. løb, 1 min. gang. Gå evt. ned til 20 min. total tid første gang. Herfra er det sådan set bare at langsomt øge løbetiden til 2 min. løb/1 min. gang; 3 min. løb/1 min. gang etc.

Anonym sagde ...

Ja, med en mand der er marathonløber og bliver vanvittig (også at være sammen med) hvis han ikke løber mindst hver anden dag, skulle man jo tro at jeg blev inspireret?! Meeen, nej, ikke det der ligner! Ville dog ønske at jeg kunne komme igang, har for mange kilo og flere undskyldninger....

Anonym sagde ...

Findes der simpelthen ikke andre derude end Superheltemor og mig, der virkelig, i sandhed, og helt igennem ikke har tænkt sig at hoppe med på løbe-bølgen???
Jeg har skam også prøvet og hadede det indædt - er det mig der er noget galt med, eller tør ingen gå imod tendensen? Og nej - jeg har ikke tænkt mig at prøve igen, for jeg har ved gud andet at tage mig til end at gøre som alle andre. Jeg tør i øvrigt også godt at sige, at jeg aldrig går i fitness-center ... aldrig!

PS Tak, Supetheltemor, af hjertet tak for din blog. Love it :-)

Maria Dalby sagde ...

Har haft stor fordel af at flytte til Norge mellem barn 1 og 2. Alle bakkerne gør underværker, når man skal skubbe vogn med stor unge og alt for meget i poserne under, op til huset igen ;-)
Jeg elsker sku at løbe, men kan bare ikke tage mig sammen til det, hvilket undrer min mand. Men efter jeg fik børn, så er det at ligge på sofaen efter 20 bare helt livsnødvendigt for at hænge sammen ;-)

Lullue sagde ...

Jeg synes løb er noget af det kedeligste. Har forsøgt at komme igang mindst 10 gange, fordi det jo er godt med det dér motion. Forsøgte endda engang at løbe igennem en park i total mørke med soundtracket til "ondskabens hotel" i ørene, for at sætte spændingsniveauet lidt op, men det gjorde det stadig ikke for mig. Til gengæld var dét der fik min mave til at skrumpe ind til før-graviditetsstørelse, at jeg begyndte at cykle frem og tilbage fra mit studie, 10 km hver vej. Det tog kun een måned (og lidt ømme baller), så kunne jeg hoppe i skinny jeans. Men så fik jeg en bil. Og så blev jeg lasket igen. Lasket, men utrolig komfortabel.

Signe sagde ...

det er et pissegammelt indslag men jeg bliver simpelthen nød til at sige: hvis ikke man gidder at løbe, så er det spild af tid at begynde. Jeg havde en 'jeg bliver snart 40 og vil ikke være fed' krise og gav mig til at løbe. Gjorde omtalkte kur 'from couch potato to 5 km in 8 weeks' (gå løbe, gå løbe, gå lidt mindre, løb lidt mere etc) og løb da også 5 km 4 gange om ugen i 8 mdr. Og hadede det! Fire gange om ugen vågnede jeg og tænkte 'funk nej altså' med min maraton veninde jodlende glad i et overbevise-attack om at 'før du ved af det kan du ikke leve uden - din krop bliver bare så glad for det - du kommer til at mangle det'. Jeg kan hilse og sige at DET ER LØGN. Kan du ikke lide at løbe, så kan du det heller ikke 8 mdr senere. Gå til svømning! Og så er jeg ellers blevet 40 under devisen: at gå langsomt rundt om sofaen, slår stadig dem som sidder i den! Deter fedt at være 40!