Min mormor var som lille rædselslagen for blitzen, har hun fortalt mig - det vat noget med at den gav en høj lyd når den gik af, men jeg kan ikke huske hele forklaringen.
Ihvertfald fik det hende til at stå med et forstenet og kunstigt smil, på alle fotos - i hele resten af hendes liv.
Man kunne snige sig ind på hende med et kamera, men være helt sikker på at hun nok skulle opdage det, og -helt refleksagtigt - flashe det stive, skrækslagne mormor-smil.
Vi har vel nok moret os over det, min mor, moster, søster, fætter og mig selv.
"haha, du kom til at lave et mormor-smil på det der billede!" siger vi til hinanden, og morer os over det - for det er jo slet ikke noget nogen af os gør HVER gang - ligesom mormor gjorde.
Men så bladrede jeg lige i mine albums og opdagede hvad det er JEG gør, som MINE børnebørn kan hyggegrine af en dag: jeg fjoller på mindst 80% af alle fotos der nogensinde er taget af mig - lige fra klassefoto i 3. Klasse hvor jeg er skeløjet, festbilleder hvor jeg skærer ansigter eller mooner, bryllupsfoto hvor jeg mimer at jeg falder, til billeder med overdreven mimik der viser smerte/overraskelse/begejstring i diverse situationer, og tre millioner gruppefotos hvor jeg laver kaninører på nogle andre(arh kom nu - det er sgu da altid sjovt! Er det ikke? Nå ok, det er så bare mig der er kikset. Igen...)
Jeg ved ikke hvad mine børn vil tænke, når de får udleveret deres barndomsfotos engang. Alle andre børn har billeder hvor deres forældre poserer stolt med dem - mine må døje med halv-mobbe-agtige situationer som dette eksempel, med krea-Girl, taget for 9 år siden. Jeg kan godt love at der findes lignende billeder af hendes tre yngre søskende også...
Men - jeg lover altså at holde lidt igen fra nu af!
Det skal bare ikke være mit mormor-trick. Kan jeg mon nå at lære det - og hvem skal lære mig det?
Er der andre end mig der tvangsfjoller ved fotos?
6 kommentarer:
Men man ser jo slet ikke de der fingre, når den fantastiske baby er så smuk og har så fine kinder!
Haha tak Luna - håber du har ret, for har mindst 50 fotos af det stakkels barn, med mig der skærer ansigt eller laver ører på hende... Kikset!
Min strategi er bare (såvidt muligt) at undgå at blive fotograferet. Det skyldes at jeg har opdaget at jeg altid ser helt mærkeligt ud på billeder. Og ja, det er KUN på billeder (bilder jeg mig i hvert fald ind). Anyways, det fungerer egentlig ok :-)
Jeg er ikke en spasmager, men er iført joggingtøj på alle billeder der er taget inden for de sidste 3 år. Det hår jeg det virkelig dårligt med.
Jeg har sådan et fake (og overdrevent) fjolle-tandsmil med kæmpe opspilede øjne som jeg laver hver gang jeg opdager at nogen er ved at tage et billede af mig. Eller når jeg tager kamera-i-udstrakt-arm billeder af mig selv.
Men ellers er det faktisk som regel mig der tager billeder - mine fremtidige børn kommer til at tro jeg bare ikke fandtes i 00'erne
Da jeg engang skulle vise familiebilleder for en ny kæreste opdagede jeg, at vi åbenbart havde en tendens med at tage rigtig mange billeder af hinanden i mere eller mindre halvnøgen tilstand ... så der er pænt mange bryster i familiealbummet.
Og det var egentligt først der jeg sådan for alvor opdagede at vi var en familie med et ret utvunget forhold til tøj.
Hvilket jeg stadig har - dog nu med mindre fotodokumentation.
Send en kommentar