Ja, jeg spurgte jo selv hvad I gerne ville høre om i indlæg nr 400, og I kom primært med forslag jeg ikke ved en skid om - jeg ved især ikke hvorfor nøgenløber-mænd på roskilde trækker forhuden tilbage (meget interessant spørgsmål dog!), og jeg aner ikke hvad superpigerne skal være når de bliver voksne - bare det ikke er øksemordere, så er jeg glad.
Cecilie skrev:
"Jeg gad godt at høre om, hvad du ville sige til en (som mig), der gerne vil have børn (i flertal), men som er pisse skræmt over at blive seriøst voksen og egentlig er i tvivl om, om jeg nogensinde bliver klar. Jeg mener, hvad ville du have sagt til dig selv, hvis du vidste hvad du ved nu? Og hvad ville du ønske du havde vidst?Jeg er helt med på, at det er the shit, når man endelig har dem. But still. Fandme også skræmmende. Man gider jo ikke være dårlig eller ødelægge dem. Eller sig selv."
Spørger du MIG hvordan man bliver seriøst voksen? HAHAHA.
Jeg er et af de dårligste eksempler på voksenhed (er det et ord?) jeg kender.
Da jordemoderen og min mor gik hjem, efter at vores første datter var blevet født, sagde min mand:"så - nu går alle de voksne!" og så brød vi fnisende sammen, for det virkede så absurd at vi var store nok til at passe sådan en ny baby, helt alene.
Det er 10 år siden, snart, og jeg føler mig stadig ikke voksen.
Da jeg stod og fumlede rædselsslagent med en babybluse, og var bange for at knække ældstebarnets småbitte arme, ville jeg egentlig gerne have kunnet spole frem i tiden og set hvor totalt proff man bliver i at jonglere babyer med tiden, det kunne måske have virket beroligende?
Det der med at pleje babyer, være alene med børn, være på når de er syge osv - den slags er kommet af sig selv. Noget af det er pligtagtigt, men det meste af det er faktisk ret hyggeligt.
Det der med at huske aftaler og møder, engagere sig i alt muligt forældrehalløj, vaske tøj, lave madplaner, undlade at bande, og alt det der RIGTIGE voksne gør helt af sig selv - det har jeg ikke lært endnu.
Men altså... I det store og hele trives mine børn, og de lader ikke til at have taget skade af at have to forældre, der opfører sig som om de stadig bor på kollegium. Jeg tror de synes vi er trygge nok.
Du spørger hvad jeg ville sige til dig der er skræmt ved tanken om aldrig at blive voksen eller klar - jeg ville sige: tag det som det kommer!
Man får (som regel) et barn af gangen, vokser med opgaven, og behøver altså ikke være superperfekt og voksen-agtig for at være en god forælder.
Fire børn lyder jo af meget, men vi har fået dem et af gangen, og har vænnet os til den konstellation af unger vi havde, inden der kom en ny der skulle passe ind i flokken. Så det er ikke FIRE man har skullet forholde sig til, men " sædvanlig flok "+ "baby".
Mit vigtigste råd: tag det som det kommer.Man bliver nok aldrig 100% klar til børn, før man har dem - og selv der, er det ok ikke at være 100% voksen.
5 kommentarer:
Åh hvor er det bare sandt, klar til børn, det bliver man aldrig. Mine 2 er i dag 22 og 19, og jeg føler stadig ikke jeg er helt klar til at have børn, men de er blevet nogen meget fornuftige unge mennesker og det må vel være et godt tegn på at man var klar, da de kom.
Tak for en dejlig blog med plads til det hele både tænksomhed og grin. ;-D
Kan huske jeg sad 2 uger for terminen med den første og tænkte: "Shit jeg kan føde nu, men jeg er jo slet ikke klar". Da hun så var ude kunne jeg slet ikke forestille mig livet anderledes. Klar til børn er noget jeg blev af at få dem.
JAA!
TAK, fordi du valgte mit forslag. Det er sgu lidt sejt. Og lidt sejt, at man kan få lidt livserfaring uden selv at gøre noget.
Nu har jeg læst det to hurtige gange, fordi jeg stadig ikke kunne fatte at du har skrevet et blogindlæg til mig. MIG. (Ja ja, også til alle muligt andre. But still)
Nu læser jeg det tusind gange igen og krøller tæer af fryd. Og jeg tror, at jeg har forstået pointen. Tag det som det kommer og du behøver ikke blive helt voksen.
Nu tør jeg godt lidt alligevel.
Tak.
Ps. Tak for pointen omkring, at man jo kun får et barn af gangen. Det havde jeg vist svedt ud i min panik.
Jep, at tage tingene, børnene og alt det der følger med, som det kommer er #1 råd i hele verden!
Måske lige koblet med råd #2 som er: skru HELT ned for forventningerne til dig selv som supermor (undskyld Supermor ;-)... men ingen er jo supermødre i virkeligheden).
Det lyder præcis som den fornemmelse som min mand og jeg havde (og har). Vi fik bare to på en gang og det var en kæmpe omvæltning. Jeg kan dog stadig ikke forholde mig til at der er 2 små piger der kalder mig for mor og iøvrigt (det meste af tiden) synes jeg er fantastisk. Og at jeg iøvrigt er blevet så voksen at jeg kan finde ud af (det meste af tiden) at sige nej til øl og går tidligt hjem da der er en dag i morgen. Men de voksne er altså stadig min mor og far (som jeg stadig ringer til når jeg er syg)..
Send en kommentar