onsdag den 24. august 2011

Om at være (lidt for meget) mor

Ville deltage i en konkurrence på nettet i går - et nemt spørgsmål der skulle svares på, og så navn og adresse.
Ud for feltet med "fornavn" skrev jeg:" Mor". Sad og kiggede lidt på det, for det
så underligt ud,men jeg kunne ikke helt komme i tanke om hvorfor.
Så huskede jeg endelig, at det er fordi de ikke er mit navn - og brugte skræmmende mange sekunder på at huske hvad mit eget fornavn egentlig var...

GODT det der barsel lakker mod enden, jeg har åbenbart stærkt brug for at komme lidt ud blandt voksne mennesker igen!

17 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hæ hæ!!
Mor er et livskald.. Det ville alligevel være slemt hvis man blev kaldt Stine af sine børn.. Ikke fordi der er noget galt med Stine.. men altså.

Og jeg kan SÅ godt følge dig med levende voksne mennesker man ikke skal skifte ble på, eller smøre madder til.
Selvom.. Nogle gange opfører voksne sig præcis ligeså hysset som ens børn..

Anonym sagde ...

Hahaha! Ja nogle gange bliver man lidt for meget mor :-)

Anonym sagde ...

Mutti, you need to get out more!! Eller er det det samme som hvis jeg skal anføre min alder og skriver 19?? For det er jeg altså desværre bestemt ikke længere!!
Det er nok ikke helt det samme... og i så fald vil jeg gentage første sætning; you need to get out more... kan du ikke for sjov ta' på speeddating? Altså ikke fordi Ninjaman needs replacement men fordi så får du sagt dit eget navn rigtig mange gange!

Karina sagde ...

Tror skam også mine søde børn har været tættere på 3 år end to før jeg aktivt lærte dem at mit fornavn var andet end mor. Og vil da helst også kaldes mor af dem.

Pauseknappen sagde ...

...min venindes børn kalder hende ved fornavn, og ikke "mor" !!!! 8/
Det´dur bare ikke i min verden!
Mon "Mor" er et godkendt navn, på lige fod med Lillebror og Søster / Søs ??!!

Den lille sorte bog sagde ...

Det kan godt være jeg er lidt ramt af en sær familie, men jeg har altså aldrig kaldt min mor for Mor. Hun har jo et navn, ik? Jeg kalder heller ikke min lillebror for Lillebror... Men ved godt jeg er medlem af en lille klub...

Lines linier sagde ...

Det må helt klart være dit ultimative wake up call, MOR! ;-)

Jeg har altid helst villet have, at mine børn kaldte mig mor. Men den ældste har i en slags protest bestemt, at han IKKE vil kalde mig mor længere. Det vælger jeg dog ikke at lægge mere i, end ... ca. ingen ting. For han er naturligvis stadig vild med sin moar - jamen det er han, trods sine snart 12 år. Problemet er bare, at det lige som smitter ned ad i søskenderækken. Så her er det sådan half-half med om jeg bliver kaldt navn/mor. Og der er ikke så meget, jeg kan gøre ved det.

Anonym sagde ...

Min veninde siden 2. klasse har altid kaldt hendes mor ved navn (pånær i de meget sjældne tilfælde hvor hun ville plage sig til et eller andet - så var det "moar") og det synes jeg et eller andet sted er helt normalt.
Selv har jeg to mødre (jep, stakkels kærestemand) så de hedder lidt begge dele - mor+navn - for at kunne skelne mellem dem.

Men personligt foretrækker jeg helt klart at blive kaldt mor og kun mor. For mig symbolisere det at jeg i barnets verden er den eneste af min slags. Jeg er hendes mor og der er kun mig til det job.

Giver det mening?

Botten sagde ...

Jeg smiler :-)

Liv sagde ...

Tak for at slutte min ellers lidt ærgelige en dag fyldt med feber-baby-gråd af med et smil:)

Sidsel sagde ...

Jeg er også en af den lille skare som folk plejer at se skævt til, jeg har aldrig kaldt mine forældre for andet end deres navne. De har aldrig kaldt sig selv eller hinanden for mor/far ;) rimelig spooky ikke at kunne huske sit navn - jeg lider under aldrig at kunne huske hvor gammel jeg er, jeg kan kun huske hvor gammel jeg var da jeg blev gravid med min søn - der sidder jeg så åbenbart stadig fast:)

millemum sagde ...

Jamen jamen - Mor:) Man kan vel dårlig være andet, når man har 4 børn.
Gad vide om du ikke kan tage navneforandring til Mor. Kan man mon det. Man kan jo hedde de særeste ting i dag.
Men det hjælper nok lidt på det, når du kommer ud i virkeligheden igen:)

Den lille sorte bog sagde ...

En hurtig overspringshandling viste at det kan man faktisk godt hedde... Selv om det nok kun er en eller to i Danmark der har den ære.

superheltemor sagde ...

Årh vildt at man kan hedde det!
Jeg tror bare det er fordi jeg ikke rigtigt har haft brug for at skrive mit navn under på papirer, præsentere mig for
Nogen osv i halvandet års tid - kun hvis jeg har skullet hjælpe nogen med at skrive "til mor" på tegninger.
Havde dog ikke troet jeg ligefrem kunne glemme mit fornavn...

Anne L sagde ...

Hvad kalder din mand dig? Hot wife? Kran? Varan? Godte? Snuskebasse? Snigerkvinden?

superheltemor sagde ...

Min mand kalder mig bare "du der," eller "flæskerumpe"....

Ai pjat - han bruger navn - men det får jeg jo ikke træning i at skrive det af(-;

Rikke sagde ...

Åhhh kender det alt for godt! Har taget mig selv i at gøre det samme inde på skolen :-) og her til aften skrev Sara fødselsdagskort til kusinen - det er så fra Sara, Naja, mor og far! Sådan skal det åbenbart være :-)
Tak for en dejlig blog!