lørdag den 27. august 2011

Om højdeskræk

Der er 15 hverdage tilbage, før superbaby er fuldtids-vuggestuebarn - og det der indkøring går ikke særligt godt...
Så jeg gav lidt op i går, og tog hende og Hulk med i zoo i stedet.
Lettet over at pjække for indkøring en dag, lod jeg mig overtale til en tur op i zoologisk have tårnet.
Hulk var meget ivrig og spurtede i forvejen op af trapperne, mens jeg slæbte en modvillig baby op, der sparkede og ormede.
En fjerdedel oppe synes jeg det blæste meget. Begyndte at klamre mig hårdere til både gelænder og baby.
En tredjedel oppe, råbte Hulk om jeg kunne se vores hus - jeg prøvede, men det snurrede rundt, så jeg skød skylden på dårlig form, og fortsatte opad.
To tredjedele oppe blev mine ben helt bløde, og da Hulk spurgte om et eller andet tårn var det på "røvhuspladsen", måtte jeg i stedet kapitulere, og sige vi skulle ned igen.
Vaklede nærmest ned, med nu skrigende baby, og semi-surmulende Hulk.
Jeg anede altså ikke jeg havde højdeskræk på den måde!
Først da vi var halvvejs hjemme, stoppede mine ben med at ryste - til gengæld gør de ondt i dag, som om jeg har løbet en maraton.
Billedet forestiller udsigten halvvejs oppe i zoo-tårnet.

5 kommentarer:

Rikke . rikketankestrejf sagde ...

åhhh... dejligt at møde en lidelsesfælle! Har du besøgt Egeskov slot på fyn? og hvis; har du så været oppe i de der trætop-baner hvor man kan gå rundt på hængebroer af reb mellem trætoppene? been there, done that, med samme resultat som du, skælvende ben resten af dagen!!

Jeg er udlært maler...min største frygt er stadig at skulle op i toppen af et stillads og male, eller blive smidt op i kurven på en lift og skulle op og male facade i højderne!!!

(ps. idag er jeg dagplejer - lidt mere jordnært)

kongmorsverden sagde ...

Det er rædsomt at få det på den måde.. Jeg sad en gang og klamrede mig til noget gelænder på den der vor frelser kirke - eller hvad det nu er for en med snoet tårn. GYS..
Er sikker på det er stress relateret.

Godt du ikke sad fast deroppe

Anonym sagde ...

Har også engang været på vej op i Zoo-tårnet - hvor svært kan det lige være? - og ca. 1/3 oppe begyndet det også at blæse - og halvvejs insisterede jeg på at vi hellere måtte gå ned. Mit 3 1/2 årige barnebarn tog min hånd og sagde med beroligende stemme: Du skal ikke være bange mormor, jeg skal nok passe på dig og følge dig ned.
Dejligt med frygtløse børnebørn.

:)

Anonym sagde ...

Jeg føler næsten jeg kan stikke jer alle... Vi har lige være i djurs sommerland og prøvede "Kålormen". det er en rutschebane, hvor børn ned til 2 år genre må køre i, ifølge med en voksen... Så vores knægt på 3 år skulle jo prøve og jeg skulle med....

FY OH FØJ! Den kører på sådan nogle skinner oppe i luften, det bryder jeg mig altså ikke om. Men knægten elskede det! Så jeg måtte troligt op i den mange gange og lade som om, at den var fantastisk og modstår at klemme hans rolige hånd, når de kørte igennem det værste af turen...LOL...
Man skal jo nødigt videregive sin højdeskræk til ungerne... På den anden side, så ville det da være praktisk hvis de blev bange for sådan noget, så slap jeg jo også...
Hvad nu, hvis han vil op i de rutschebaner, som er langt vildere, når han bliver ældre... oh jammer!

Utroligt pinligt, at være bange for at tage de ture, som min 3 årige knægt synes er sjove...

Tak for en fantastisk god blog!

Knus Krissy... ;-)

Lene sagde ...

wow - fed udsigt fra det tårn der!