Om ekstremsport

Jeg har brugt de sidste par dage, på verdens mest udmattende sportsgren: kravlebaby-opsyn.
Superbaby fandt i går ud af hvordan man kravler målrettet fremad, og hun er godt nok effektiv til at få pointeret alle de steder vi har børnesikret dårligt.
Hendes Far troede computertastatur er i sikkerhed under kommode - det er det ikke...
Jeg havde undervurderet hvor tiltrækkende de åbne hylder med spil, film og bøger er.
Ledningerne der er sømmet fast(altså med sådan nogle plastikdupper om) bliver flænset op fra dørkarmen.
Mellempigerne har fri denne uge, og to gange har de taget perler inde i skabet, uden at se bagholdsangrebet fra lynkravleren, der flåede perlebøtten ud af hænderne på dem, og tyrede
den gennem stuen, mens hun med hurtige bevægelser fyldte sin mund med perler.
Skabet med mel og konserves kan også lirkes op nedefra, selv om man ikke kan nå håndtaget, og det er heller ingen sag at vælte papirkurven og æde et par aviser.
Og hun et totalt duracellkaninagtig utrættelig, så mon ikke jeg kan få smidt al min eftergraviditetsflæsk, bare ved at løbe efter lille Duracella resten af min barsel?
Se lige fotoet - det er ikke fordi jeg rystede da jeg tog det, at hendes hånd er sløret - hun bevæger sig faktisk så hurtigt at hun hele tiden er sådan lidt sløret. Man ER vel superbaby!