onsdag den 10. november 2010

Om at gå med hat

Jeg er den heldige indehaver af et virkeligt stort hoved.
Helt seriøst: da jeg var baby, bestod jeg nærmest kun af pande.
Da jeg var barn håbede jeg sådan et jeg blev rigtigt høj, så mit store hoved ville passe lidt bedre til min krop. Men jeg er så kun blevet 160 cm...
(Gad godt jeg var 180 cm, så ville både mit hoved og mit BMI passe bedre til resten....)
En af hovedårsagerne(HAHA) til at jeg valgte lige netop Ninjaman at lave børn med, er at han har sådan et nydeligt lille kranium, med semifladt baghoved og en pande der er halvt så høj som min.
Jeg tænkte det sikkert kunne bløde mine gener op, så jeg ikke behøvede at føde noget på størrelse med en bowlingkugle - og det virkede heldigvis efter planen, og pigerne har pæne kranier.
Jeg kan godt lide at dække min høje pande med en hat, når det er koldt. Kold vind er megaubehageligt mod sådan en stor flade.
Sidst jeg stod og spejlede mig, med en gangsterhat str 58, som jeg har arvet fra en venindes morfar, kom Hulk og frk Fantastisk ud og så på mig.
Frk Fantastisk:"du ser sej ud - du ligner lidt en der er berømt!"
mig:"nå da, hvem?"
Hulk(tørt):"det må så være næbdyret Perry..."

9 kommentarer:

mette b sagde ...

Børn har det jo desværre med at sige sandheden...?

I gymnasieklassen var jeg pigen med det største hoved, da vi skulle have huer. Det kostede en kasse øl og en del ydmygelser (syntes jeg).

Klem fra
mette b, som er ny læser, der blev nødt til at læse mange indlæg tilbage :)

Anonym sagde ...

HAHAHAHA

Sofie sagde ...

fucking cool børn! Ha!

Altså jeg døde lidt indeni da vi igår fik målt studenterhuer. Alle drengene (og der er altså 22) pånær 5 brugte en mindre str. i hue end mig. Men der var også en anden pige med stort hoved, heldigvis.

Susling sagde ...

Og jeg var så hende med det mindste hovede - det kræver også øl, når der skal uddeles studenterhatte. Faldt så for en med et megahovede og så er det jo sådan,når man krydser gener, at det kan falde begge veje. Skal vi bare sige, at mens jeg fødte hans/vores søn (min nr. 2) brølede jeg, med røven i vejret og hvad der ellers flyder ud af en: "Hvis jeg nogensinde snakker om en nr. 3, så stoooooopppeeeeer du mig!" (Min søn har dog i dag nogenlunde sammenhæng mellem krop og hovede. Men han er også ved at blive mere end 1,80!)

Onkel Eva sagde ...

Børn ER jo kære og skønne, og alt det der..., meeen... sgu' også ubarmhjertige i al deres uskyldige (k)ærlighed, sommetider... ikk'?
Da min datter f.eks. var lille og med mig i brusebad... lød det pludselig med høj, grinende røst fra hende. "Ajjj, mor... se!... Din mave ligner faktisk en burger!!"
(Så er det man i sit stille sind når at tænke "Ja?.... Og hvem har mon så ligesom en pæn del af skylden for dét, monstro??... Hva'?...Hva'?"..., mens man i hast suger sit slappe skind ind, så man snart er besvimelsen nær!)

:-)

superheltemor sagde ...

Årh Eva, det er sgu da en stjernebemærkning!!! Sej unge.

Og susling - det et vel nok et smukt fødselsøjeblik du beskriver der'

Og til alle jer der har måttet give øl, eller været tæt på: øl er godt! Og meget øl kan få en til at glemme at man har et mærkeligt dimensioneret hoved. Win-win

Anonym sagde ...

Næbdyret Perry LOL. Fantastisk at ligne næbdyret Perry! :)

/Rina

Rikke R sagde ...

Næbdyret Perry er da også super sej:-)

superheltemor sagde ...

Næbdyret perry styrer