Jeg var på vej op i bad, og kom i tanke om at jeg havde planlagt at smide nogle af Krea-girls store samlinger skrald ud, mens hun ikke var hjemme og kunne protestere(forbandet være Shane, der har lokket mit barn til at fylde sit lille værelse med mælkekartoner fra gulv til loft)så jeg gik – kun iført slidte underbukser – ud for at smide dem i skraldespanden foran døren.
Jeg tabte noget på jorden, og da jeg rettede mig op igen, stod postdamen lige foran mig med en pakke, og et meget, meget skræmt udtryk i ansigtet!
Hun lignede et rådyr, fanget i forlygterne fra en bil (men de eneste forlygter var jo så bare mine)…
Logisk set, burde vi begge have flygtet i hver sin retning, for vi var begge lige pinligt berørte – men hun rakte mig pakkeseddel der skulle underskrives, og jeg skrev pligtskyldigt under. Og først derefter flygtede jeg ind i huset, mens jeg med nød og næppe undgik at ramme hende med en lang ammebabs på skulderen. Og jeg har behændigt undgået hende lige siden…
2 kommentarer:
Ej...altså superheltemor som du dog kan beskrive situationer så jeg er ved at tisse i bukserne af grin...
Ammebabs, fantastisk ord. Og fantastisk fortælling. Heldige postdame vil jeg altså mere sige. Ammebabs eller ej.
Send en kommentar