mandag den 15. august 2011
søndag den 14. august 2011
Om skumle maskotter
lørdag den 13. august 2011
Om vildmands-drengen
Han er ti år yngre end mig, og har været et af mine absolut favoritmennesker siden han blev født.
Men jeg har da også måttet ofre lidt i tidens løb - bl.a min højtskattede sove-længe-tid, da han var de der 8-9 år og tit overnattede hos mig på mit kollegie. Her måtte jeg være meget pædagogisk kl 06 om morgenen, og forklare:"nej - det er altså for tidligt at ringe telefonfis - den slags skal man vente med til efter 8!"
Først udholdt jeg mange år med besøg af barn der vågnede kl 06 - da jeg så selv fik børn, var han teenager der kunne sove til kl 15...
Jeg lader ham stadig tit vinde i spil, fordi han er sådan en dårlig taber, og har måttet forlade biografer i utide nogle gange, fordi han blev bange for filmen(dog ikke for nyligt).
Men - hvad jeg har måttet udholde af mindre ubehageligheder fra vildmandsdrengens side i årenes løb, opvejes til fulde af hvad mine piger udsætter ham for nu.
Han har svært ved at sige nej til dem, og det er en chance de griber, så han bliver tvunget til 4 timers brætspil, efterfulgt af 2 timers højtlæsning og rundet af med en makeover - af vildmandsdrengen.
En tortur-kombi, som svagere mænd ville være bukket under for.
Men ikke den kække vildmandsdreng - han giver dem frit løb, og tager det
med ynde.
Er der nogen af Jer der har en forestående fest, og ønsker en makeover, så kan team superpige hyres som makeup-konsulenter. Bare sig til!
Her forleden stylede de således deres sagesløse onkel, med blå øjenskygge i ansigtet, sort til at fremhæve unibrow, guldhåndtaske, og et væld af spænder og sløjfer i hår og skæg.
Han følte sig vist som en helt ny mand bagefter...
fredag den 12. august 2011
Om sokkebjerget
Hvis vi også tog os tid til at finde de børnesokker der passede sammen, ville foldningen tage fire gange så lang tid.
Så det droppede vi for nogle år siden, og indførte fælles-sokke-kurven, hvor de stakkels omsorgssvigtede børn hver morgen har skullet finde to de syntes der matchede.
( jaja, det er synd, meld mig bare til børneværnet - det er dit ord mod mit!)
Det har været interessant at se hvordan de griber sokkelotteriet an: krea-Girl bliver ved med at lede til hun finder et par, Hulk tager bare to i ca samme nuance og skider på om det er en knæ og en ankelsok, og frk fantastisk tager de to første sokker hun får fat i, uanset farve eller størrelse.
Men i går blev vi enige om, at det måske var ved at være lidt for forvirrende - og at der efterhånden faktisk ikke var to ens tilbage...
Så hele bunken røg ud, og vi købte 8 par ens grå i str mellempiger og 6 par ens sorte i str ældstepige.
Jeg troede de ville blive glade for at undgå sokkelotteri - men denne morgen sad de og surmulede med deres matcende sokker, og frk fantastisk mumlede:"det er bare ikke særligt sjovt, med kedelighedssokker..."
Så nu er vi dem med kedelighedssokkerne - ved ikke om det er værre end at være dem med pippi-pigerne?
torsdag den 11. august 2011
Om risotto - konkurrence OG opskrift!
Bare skriv en kommentar her nedenfor, så trækker jeg lod d. 21-8!
Knorr risotto er ganske fin, hvis man har glemt at få købt ingredienserne ind til at lave det selv, eller bare har lidt travlt, og jeg er ret sikker på at jeg skal til at have det på lager fremover - men en helt hjemmelavet risotto er stadig lige en tand bedre, hvis man har tid og overskud til at lave det.
Jeg elsker risotto, og laver altid den samme opskrift, som en af mine venner, der er kok, engang lærte mig.
Og nej, det her er ikke en madblog, og de fleste af Jer er nok ligeglade - men til dem af Jer der har nysgerrige, kommer her alletiders opskrift.
Thomas´ opskrift på svamperisotto
250 gram friske svampe
1 liter hønsebouillon
½-3/4 dl hvidvin
50 gram smør
1 finthakket løg
300 gram risottoris
1 fed hvidløg
Friskrevet parmesanost
Smelt smør, tilsæt løg og hvidløg og steg dem bløde, og derefter svampe.
Tilsæt ris, og steg med i et minuts tid, til de bliver lidt klare i det.
Hæld hvidvin ved, lad det koge nogle minutter.
Tilsæt derefter bouillonen, lidt ad gangen, og rør godt.
Når risen er kogt, og al bouillonen er tilsat, tages gryden af varmen, og hviler lidt.
Smag til med friskhøvlet parmesan, salt og peber.
Om sære komplimenter
Hun sad i min seng,med sit ansigt 3 centimeter fra mit, og min første reaktion var at kvække et forskrækket:"AAAAAAARRRHHHH!" ind i hovedet på hende.
Upåvirket af mit rædselsskrig, spurgte hun:"ved du hvad jeg synes er smukkest ved dig om morgenen,mor?"
Nu er hun jo barnet, der engang gav mig komplimenten: "Mor, med dit nye hår ligner du Tine fra xfactor. Hvis hun altså var gammel - og havde en tyk numse!", så jeg var nervøs for den kompliment der var på vej...
"Dine øjenvipper ligner små vinger, når du sover!" begyndte hun sødt, men fortsatte:" og det ser flot ud at du får sådan nogle rynker når du sover, det er ligesom blonder på huden!"
Hudblonder? Mine dynemærker? Møgunge...
Fandeme svært at komme i gang med dagen, når man føler sig som en slaphudet og rynket gammelkone...
Nå - Men i det mindste har jeg smukke øjenvipper!
onsdag den 10. august 2011
Om sommer
Om konsol-kager
(haha - som OM jeg ville kunne lave dem efter, selv med opskrift, uden at smøre mig selv ind i marcipan og skære hul på et eller andet....)
Er der nogen af jer der ved om det er helt umuligt at lave den slags her?
Tror nemlig jeg har en mand der ville blive barnligt glad for en xbox-kage til sin fødselsdag.
~~~~~~~~~~~~~~~~
edit: uh, klog læser gav mig lige link til Xbox-kage
Det ser da ikke hysterisk svært ud?
tirsdag den 9. august 2011
Om vuggestuers kedelig-liste
Min lillebitte, næsten nyfødte, spæde og sarte baby på 14 måneder, startede nemlig i vuggestue i går.
Jeg har 7 ugers ferie til at køre hende ind i, så det burde kunne klares uden de store tårevædede scener.
Al respekt for folk der arbejder i vuggestue - og pædagogerne på blækspruttestuen er exceptionelt søde, og virker som om de kan lide deres job - men jeg ville selv blive lidt skør, over at have et job der så tit indeholdt nogle af de kedelige aktiviteter fra top 6 kedelig-listen, over ting man udsættes for, når man har små børn:
1. bleskift
2. mælk der bliver kylet gennem luften/mad der bliver smurt ud i ansigter
3. babyer der tæver hinanden
4. fejning og bordaftørring
5. larm
6. lugt
Jeg kan godt lide børn, jeg kan i særdeleshed godt lide mine egne børn, og jeg accepterer de 6 kedelige punkter der følger med selv, at have helt små børn - men at have et job hvor top 6 skal ganges med 12 børn, og nonstop? Gys...
(og så alligevel ikke helt gys - for godt nok er der mange timer af dagen der går med at spule børn rene, når de har smurt sig ind i kødsovs - men det ser også hyggeligt ud. Og de får lov til at sidde og kysse på bløde babykinder - og lige om lidt min lækre babys kinder også... Måske skulle jeg søge en stilling?)
mandag den 8. august 2011
Om alkohol - et mandagstip
Hulk, om alkohol:
Alkohol er sådan noget sprut, man bliver gakgak i hovedet af.
De voksne drikker det fordi de godt kan lide det - jeg ved ikke hvorfor.
Øl er rigtigt, rigtigt surt, synes jeg. Vin er også ret surt. Der er ikke noget sprut der smager godt.
Jeg så engang en fuld mand, der dinglede sådan når han gik. Han gik ligesom min lillesøster.
Jeg tror ikke min far og mor har været fulde, men min far kastede engang op i sofaen.
Når jeg bliver stor skal jeg ikke være fuld. Hvis mine venner er fulde, finder jeg bare nye venner.
Jeg skal bare drikke fanta og spise shawarma, og hvis nogen siger:" skal du have en øl?" siger jeg bare:"nej selvfølgelig ikke!"
Nå, dagens mandagstip, fra en særdeles hellig 4 årig.
Håber det er brugbart - måske hvis i planlægger noget med at melde jer ind i religiøse sekter?
Egentlig var mandagstippet i dag en lille film, hvor Ninjaman foldede servietter, så de lignede vifter. Iført bar overkrop - jeg har en teori om at læring er MEGET nemmere, hvis det også er pænt at kigge på - men jeg kunne ikke uploade filmklippet, så nu må I nøjes med alkoholtip.
Er der andre emner I ønsker behandlet næste mandag?
----------
Efterlysning: kun 2 af drive-in-bio-vinderne har meldt tilbage. Kan sidste vinder lige sende mig en mail, inden i morgen, tirsdag - ellers trækker jeg ny vinder...
søndag den 7. august 2011
Om mærkelige tænder
Nå. Hvis nogen af jer har babyer I vil mobbe, så kan sutterne købes her.
Om biblioteker
Sad på små røde træstole om et rundt bord, og lyttede til lydbøger i sådan en slags telefonrør, gik rundt og undersøgte papfigurerne forestillende karakterer fra bøger, der hang rundt omkring, eller sad i et hjørne og læste.
Den dag min mormor gik på pension var en sorgens dag, for mig ihvertfald. Kan huske jeg sad på hendes kontorstol, inde på et lukket kontor, og skubbede mig selv frem og tilbage, mens jeg gumlede på en Marsbar, som hun havde delt ud til sin afskedsreception, afprøvede hendes "kasseret" stempler en sidste gang, og sagde højtideligt farvel til stedet.
Jeg var ti år, og der har været mange biblioteker i mit liv siden da.
Jeg elsker stadig biblioteker; bliver helt zen-agtig oven i hovedet af stilheden, duften af papir, og tanken om alle de gode bøger jeg stadig har til gode.
Jeg har altid læst meget, og hurtigt, og derfor lånt mange bøger af gangen.
Mit problem nu, er at jeg glemmer at jeg har 9000 børn, ingen tid til mig selv, og er så skeløjethed af træthed, at selv om jeg faktisk får læst en times tid hver aften, så har jeg været så træt, at jeg må genlæse halvdelen aftenen efter.
Alligevel låner jeg stadig samme mængde bøger, som før-børn - får dem bare ikke læst inden for en måned. Når jeg endelig tager mig sammen og nærmer mig biblioteket - efter kun at have læst 4-5 af bøgerne - så er der - vupti - gået et par måneder, og jeg skylder min højre arm, min nyre og mit førstefødte barn i bøde...
Det er muligt at bibliotekerne generelt bliver ramt af nedskæringer - men mit lokale bibliotekt stortrives, og ruller altid den røde løber ud når jeg kommer, for mine bødepenge får stedet til at løbe rundt.
fredag den 5. august 2011
Om hvem man ligner
Sjovt tidsfordriv.
Jeg ligner så åbenbart en teenage-skuespiller, med narkoproblemer(hvis man se bort fra at jeg har ca 3 dobbelthager mere end hende): Lindsay Lohan.
(Til gengæld ligner min mand så udelukkende kvindelige, kinesiske skuespillere...)
Hvem ligner I?
Om kartofler - og vindere!
Er det kun mig, der synes den er lidt sjofel?
Hvis i vil læse noget sjovt, så læs svarene på indlægget i går - der er dejlige, tåkrummende minder, som læsere har delt.
Læs om louises piberygende mor, fru forstads far der fejrede hendes første
menstruation, cecilies mor der beskyldte hende for stofmisbrug, tulippas far der blev alternativt viet - og andre sjove og grumme eksempler på forældres pinligheder.
Nå - og nu til noget lodtrækning: random org trak vinderne af 2 drive-in billetter og noget haribo slik, og det blev:
Paula, sabrina, og anonym-der-kender-batman.
Send jeres adresser på superheltemor @ live dk
torsdag den 4. august 2011
Om pinlige forældre, del to
Mine hippieforældre har nu også bidraget vældigt til pinlighederne i mit liv. Fx, dengang min mor kom skrigende ned og vækkede min veninde og jeg, og forlangte at vi kravlede hele vejen gennem entre, køkken, og op af trappen til førstesalen, fordi der var udbrudt rockerkrig på gaden... Da vi så kommer op i stuen og min mor ringer panisk til politiet for at anmelde det, mens hun holder tlf røret ud af vinduet for at de kan høre skudene, går det op for hende at min far sidder nøgen i sin stol i stuen og ryger en grøn cecil. Hun får, mens politiet stadig hænger ud af vinduet i telefonen, bedt min far om lige at dække sig til, hvorpå han bare lægger sin smøgfri hånd ned i skridtet for at skjule det af sit køn, som hans hånd nu kunne dække - bevares man slukker da ikke sin smøg og går ind og tager tøj på vel! Og her skal så tilføjes at vi boede ude på lars tyndskid på Fyn, og der var ingen rockerkrig, det var en militærøvelse, som i øvrigt var varslet... Behøver jeg sige at man som 14 årig bare helst ville være forældreløs i sådan en situation!
HAHa - kan levende forestille mig graden af 14årigt tåkrummeri!
Kom så - er der nogen der kan slå de pinlige forældrehistorier her? Har du selv skræmt dit barn ned under gulvbrædderne af flovhed over dig, er dine forældre værre end nogle af de her historier - så del dem her, vi er klar til St trøste!
(eller grine...)
onsdag den 3. august 2011
Om pinlige forældre
Børn i dag, tsktsk... De ved fandeme ikke hvad pinlige forældre er - ikke i forhold til hvad os med hippieforældre har måttet gennemgå!
Nu vil jeg ikke hænge mine egne forældre ud, fordi de er så søde(og min mor læser med...), men jeg har ægte, pinlige eksempler fra fx min første kæreste.
Vi var 14, og lige blevet kærester, og jeg skulle møde hans forældre for første gang.
Hans mor lignede lidt damen her - bare fjern stok og paraply og tilføj pangfarvet brille.
Men hvordan hun så ud, registrerede jeg først senere, for damen sad på toilettet, med åben dør, gav hånd fra tønden og sagde:"Hej! Jeg hedder Else. Jeg skider lige færdig, så kommer jeg og taler med jer!"
Et par timer senere kom min kærestes far hjem - joint i hånd og hestehale i nakke - og præsenterede sig på almindelig vis, men rundede af med at sige:"hvis ikke i vil se os knalde, så bliv lige ude af spisestuen de næste ti minutter, ikke?"
tirsdag den 2. august 2011
Om seriøst grimme dyr
Wow, naturen kan være fantasifuld ind imellem.
Er især vild med ham her - en aye-aye fra madagascar, som lever af insekter han banker ud af træerne.
Og så ligner han mig, som jeg så ud, sidst jeg havde været på Roskilde festival...
Om udskydelser
Jeg skriver på et bogprojekt, med en deadline lige om lidt, så det burde passe mig godt - men mandag morgen skinnede solen, og jeg kunne ikke få mig selv til at aflevere dem - og kom til at ringe og sige de holdt en uges ferie mere...
Gav den gas med feriestemning - de havde hver besøg af en gæst, vi bagte kager og spiste is i haven, og efter aftensmaden, da gæsterne var hentede, kørte vi på Amager strand.
Og gik lidt på vandet.
Det ser sådan ud, ikke?
Kan godt mærke at det mere er et forsøg på at stoppe tiden, end et egentligt behov for at være sammen med børnene - ja det er da hyggeligt, men vi HAR lige haft 4 ugers ferie, og superbaby er særdeles klar til mere action, og faktisk en anelse irriterende at gå med hjemme, fordi hun keder sig, klatrer højt op, tømmer bogreoler eller forsøger at stikke af.
Men nu forsøger vi med en uges tidsstandsning.
Den sidste barsel, den sidste rest sommer for i år - nyder den bittersøde ekstraferie.
(men er ikke så dum at invitere tre gæster igen i dag, og være alene med 7 børn...)
mandag den 1. august 2011
Om hvordan man får en kæreste - et mandagstip
Krea-Girl har haft to kærester i børnehaven, men slog op, fordi de ikke var "hendes type".
Frk fantastisk havde en kæreste i "mange år", men slog op, fordi de "ikke gad kysse mere", og så arvede Hulk ham - de er ikke kærester, men har aftalt de skal giftes.
Så den samlede erfaring, gør dem alle tre til semi-eksperter, så jeg har spurgt dem samlet om:
Hvordan får man en kæreste?
FF: man skal gå ud i byen og bare kigge rundt, og når man ser en mand skal man sige "skal vi gå tur sammen?" Så kan de måske tænke:"han er lidt for dum til det hele...", og så skal de finde en anden og gå tur med, ind til de finder en der ikke er dum
K: man skal lære dem man forelsker sig i at kende, for at være sikre på de er søde. Så når man ved det, kan man invitere dem i biografen og se en film, og så evt spørge om de vil være kærester.
Hulk: man går ud i byen og kigger sig omkring og møder dem lidt, og kender om de er onde. Hvis de nu slår eller er kærester med en anden, eller tisser på kattekillinger, så skal man sige nej...
FF: hvis de skal lægge mærke til en, kan man tage en rød kjole der når her ned til jorden, som har lange ærmer om vinteren eller korte om sommeren. Hvis man kender en der har butik kan man sige:"lav mig en kjole der ser sådan ud!"
K:man skal aldrig tage overdreven sminke på eller overdrive megameget, for måske vil kæresten bare have man opfører sig normalt
FF: lidt øjenskygge er nu pænt...
K: man skal nok ikke være genert og fnise irriterende - men jeg forstår mig nu ikke helt på drenge, for jeg har 3 lillesøstre...
FF: det er vigtigt man taler om kærlighed, måske fortæller at man har prøvet andre kærester. Hvis man ikke har, så bare tal om kærlighed. Når man er forelskede sidder man på cafe og siger at man er det, mens man spiser kaffe og kage.
Hulk: drenge elsker at shoppe, min far elsker at shoppe sko. Så det kan man godt gøre sammen.
FF: man kan kysse, når man har fundet ud af at han faktisk er meget sød
K: det er nok godt hvis man har samme stil. Det tror jeg er vigtigt.
Nå. Kan I bruge det til noget? Lad mig endelig høre, hvis nogen af Jer faktisk får en kæreste, ud fra de her råd.
Nå, Scarlett. Ærgeligt du ikke kendte Superpigerne, hva?

