Gæt selv hvor rodet her altid ser ud - og tilføj så 10% rod oven i dit gæt.
Ja nemlig.
Da jeg irriteret spurgte den 9 årige:"årh, hvorfor ser dit værelse altid ud som om Shanes (fra Shanes verden) og en gruppe bavianer er gået amok med lim og legetøj?", fik jeg det rappe svar tilbage:"man kan jo kun spille med de kort, man har fået på hånden..."
(HVAD? Hvem har lært det barn at svare igen med noget så gammelklogt og ordsprogsagtigt?).
Nå. Men hun har jo ret...
Jeg roder med aviser, bøger, halvskrevne projekter, og smykker, Ninjaman spreder en lind strøm af tøj han skifter overalt i huset, samt krummer og halvdrukne glas med saft efter sig, og ungerne kan ikke nærme sig noget legetøj, uden det flyder o.v.e.r.a.l.t...
Og når pladsen er trang, og der i forvejen er stoppet mange ting ind i huset, så ser det vildt ud når der rodes.
Børneværelset, i dag. Har før flashet foto af vores gang her.
Hulk er den værste. Hun er et meget varmt barn, der nemt sveder, så ikke nok med at hun gradvist afklæder sig sit tøj dagen igennem, og bare lader det ligge hvor det falder - hun HADER at rydde op, og laver alle mulige krumspring for at slippe for fællesoprydninger.
Bortset fra en ting: hun har arvet noget "sylvanian families" legetøj fra sin ene søster - og det ligger omhyggeligt i en skotøjsæske, med sirlige små tændstikæsker med bittebittebittesmå smådele i, og omhyggeligt redte senge til de to kaniner der bor der.
Hun er totalt nazi omkring orden i den kasse - mens alt andet roder omkring hende.
Om 14 dage har hun fødselsdag.
Det er helt sikkert, at der skal pustes til hendes oprydningsgen , så vi har allerede fået alle bedsteforældre med på at der skal købes sylvanian til hende.
Uh, håber det får hende inspireret til allround oprydningstrang! Kunne det ikke være fantastisk? Hun er foreløbigt den eneste der har udvist bare lidt ordenssans herhjemme, så hun er vores store håb!
Nu skal jeg så bare have valgt om det skal være campingvognen eller nogle mindre sæt hun skal have. Nogen forslag?