onsdag den 30. november 2011

Om det der kærlighed - en føljeton. Del 1.

En føljeton om kærlighed - del 1
I september 1997 startede jeg på en uddannelse.
Den første dag mødtes alle nye studerende i kantinen til fælles morgenmad.
Jeg kom lidt sent, så mange af pladserne var allerede taget, og jeg prøvede at få et overblik over hvor der var pladser - og hvor jeg havde lyst til at sætte mig.
Ihvertfald ikke ved siden af de blonderede gimper, der kiggede hovent på min spraglede kjole.
En flok larmende piger i et hjørne kendte tydeligvis hinanden i forvejen, så jeg turde ikke klemme mig ind på den ledige plads ved siden af dem.
Ham den høje, der mumlede med mig selv, mens han rev sig i skægget, lignede heller ikke en jeg gad blive bedstevenner med - men over for den ledige stol ved siden af ham, sad der en ung mand og - ja det lyder mærkeligt og lidt pladderromantisk- men han skilte sig bare ud, i mængden.
Som om han strålede lidt....
Ham ville jeg gerne tale med, så jeg satte mig ved siden af ham-med-skægget.
Som viste sig at være lige så underlig som han så ud...
Han genfortalte hvordan han havde gennemført en bane i et computerspil dagen før, og det var dræbende kedeligt - men i det mindste havde jeg tid til at sidde og smugstirre på min tiltrækkende bordkammerat overfor, for ham-med-skægget var bedøvende ligeglad med om jeg lyttede eller ej, han kørte bare en monolog han selv nød...
Jeg har aldrig været en der rigtigt lagde mærke til om mænd er tiltrækkende eller ej - men ham her var altså ret påfaldende pæn, og jeg tog mig selv i at stirre forstenet på hans pæne tykke læber, og høje kindben.
Anderledes i tøjet var han også, med stram tshirt med tegning af Jimi Hendrix på.
Slank og muskuløs.
Pæne, stærke arme.
Brede, pæne hænder, med .... Fingerringe på næsten alle fingrene!
Ok. Sandsynligheden for at han ikke interesserede sig synderligt for kvinder var stor, sagde mit fordom-o-meter - og den sandsynlighed fik et ekstra skub op af, da han kiggede medlidende på mig, fanget som jeg var i ham-med-skæggets monolog.
Det lignede han havde eyeliner på....
Nå.
Ærgeligt.
(fortsættes)

tirsdag den 29. november 2011

Om føljetoner

Jeg synes mit liv for tiden er knæhøj hverdag.
Ikke nogen dårlig hverdag - kan lide mit job, synes mine unger og deres far er skønne, og får endda sneget tid ind til at gå ud med veninder på jævnlig basis - men holddaheltop: hvor går tiden hurtigt! Synes jeg ræser afsted, og hele tiden er på vej til det næste.

Nogle gange går det ud over bloggen....
Har ellers en ambition om at der skal noget på hver morgen, og hvis der er et indlæg om en konkurrence, skal der et bonusindlæg på for at opveje det.
Og det har jeg altså svært ved at nå, og mens jeg gør unger klar til dagen, bruger jeg hele morgenen på at søge efter inspiration i mit hoved, og de dage det ikke lykkes at skrive noget om morgenen, er jeg sur og har dårlig samvittighed.
I know - lidt høje krav.

Nå.
De seneste måneder, har jeg nydt at følge med i flere skønne blog-føljetoner: amaroramas brors kærlighedshistorie, trixyworld og den sunde og raske fyr, og 52dates og ugens kiksede date.
Og så var det lige jeg tænkte, at jeg burde skrive en føljeton også.
Så behøver jeg ikke opfinde ny ide hver eneste dag, men kan skrive mere indgående om noget, fx en gang om ugen?
Men... De andres gode føljetons var jo om kærlighed...
Jeg har været kærester med min ninjaman i snart 15 år, og vores første date ER beskrevet her.
Hvad siger I - kan der koges mere suppe på den kærlighedshistorie, eller er datebeskrivelse dækkende nok?

Eller hvad skal jeg ellers føljetonne om - og gider I overhovedet læse føljetons?

Jaja, jeg bruger jer lidt til at spille mine dumme spørgsmål op af for tiden - men håber I gider være lige så hjælpsomme med inspiration, som I var med sko-spørgsmål!

Vind brætspil - adventskonkurrence 1

Her en mulighed for at vinde hele to julegaver: et spil til børn og et til voksne.
Vi har testet brætspil for hasbro hele weekenden, og jeg laver konkurrencer med de bedste af dem, som præmier, tre gange i december.
Det er ikke alle spil der har været lige sjove, men det har været hyggeligt.
Denne uge er de bedste to:
Trivial pursuit master edition: den kendte klassiker, nu med timer, så man kan spille det ekstrahurtigt. Jeg har en hemmelig passion for spillet, fordi jeg har en stor mængde ubrugelig paratviden, der kan prales af således - Ninjaman hader det, af samme grund... Men nu kan I vinde det!
"connect 4 launchers": fire på stribe, hvor brikkerne affyres med små katapulter, så det ikke kun er tanke, men også fingerfærdighed og held der tæller. Pigerne elsker det, og selv om det går voldsomt for sig, når små brikker katapultes rundt i stuen, så er det sjovt - især hvis man laver egne regler og spiller i hold.

Nå: to af jer kan vinde BÅDE fire på stribe og trivial. Bare skriv en kommentar her, så findes vinderne på søndag, d. 4-12.

------
Og til jer der synes konkurrenceindlæg er kedelige: det er de også, og jeg har derfor en politik om ikke at udgive et, uden samtidig at have et "rigtigt" indlæg - men lige nu er jeg monstertræt og har travlt, så det rigtige må I have til gode til i eftermiddag, beklager....

mandag den 28. november 2011

Om at være sko-analfabet

Jeg hader, som nævnt før, at købe sko. Synes det er vanvittigt kedeligt, og ved kun hvad jeg ikke kan lide, ikke hvad jeg kan.
Det er derfor tit noget jeg ønsker mig i julegave, for jeg er gift med en mand med bedre sko-sans end mig.
Men i dag gik jeg forbi et vindue og så de her, og overvejede at ønske mig dem.
Ved ikke mærke eller pris - butikken var lukket - men nu spørger jeg de af jer der er sko-fetischister: er de her fede på retromåden, eller megakiksede på bedstemor and måden?
Kan virkeligt ikke se det selv, syntes bare de var anderledes - hvilket jo ikke nødvendigvis er godt, når man er sko-blind....

Om skønhedssaloner - et mandagstip

I dag vil Hulk gerne give tips om hvordan man IKKE skal drive en skønhedssalon, for det har hun nyligt gjort sig erfaringer med:
" i går legede jeg skønhedssalon med min mor og min lillesøster, oppe på vores værelse.
Min mor lå og slappede af, og så skulle vi massere hende og ordne hendes hår, og lave lækre små madretter til hende med vores madlegetøj.
Men min lillesøster havde bare ikke fattet en skid af hvordan man gjorde, så det var heldigt at vi ikke var voksne og havde en rigtig skønhedssalon, for så var vores kunde nok blevet sur!
Da min mor bankede på døren, sagde jeg:"kom ind unge dame!", men min lillesøster råbte:"HEJ!" og kyssede hende, med snotnæse.
Så gav jeg min mor massage, og min lillesøster tvang hende til at lade som om hun spiste mad af tallerkener. 
Hele tiden kom hun bare og maste små tallerkener ind i min mors mund, mens hun selv sagde smaskelyde.

Så lavede jeg en lækker anretning, med al mulig lækker mad, men min dumme assistent smagte på det hele, mens hun smaskede!
Hun stjal også tingene og løb med dem, mens hun grinede.
Hvis det var virkelighed havde jeg  sagt:"så er du fyret, skipper!", men det hørte hun ikke, hun slog mig bare med en tallerken og sagde sådan en høj griselyd.
Hun blev også ved med at sætte sig på min kundes hoved og hoppe...
Og hun væltede frugtsalaten.
Så hvis man har en skønhedsalon og mangler en assistent, så skal man ikke vælge en baby!
Men man kan godt spørge mig, jeg vil gerne hjælpe!"

Og så et bonustip fra mig: det er en ret god leg at lege med sine børn, hvis man ikke er en type, der elsker at lege.
Man får massage, lov til at ligge ned og kan pille ved avis eller telefon imens, for det kan bare være en del af legen.
Men hvis ens barn har en baby som assistent, trækker det ganske rigtigt lidt ned i afslapningsfaktoren - med mindre
man holder meget af at blive hoppet på hovedet og tvangsmadet med plastikmad...

søndag den 27. november 2011

Om afluring af bagetricks

Når man kun er 17 måneder gammel, og aldrig har prøvet at bage før, er det nødvendigt at holde et vågent øje med alle større børn, og aflure dem deres tricks.
Superbaby fandt hurtigt ud af at kagerulleb var et mere attraktivt redskab til at gøre dej flad, end brødkniven var...

lørdag den 26. november 2011

Om alternative frisørtricks

Krea-Girl fylder 10 år næste weekend, så vi holder familiefest i dag.
Vi bliver 12, til lagkage og pizza.
Har løbet lidt rundt om os selv hele formiddagen, og forsøgt at rydde bare lidt op, jeg lavede lagkager med konditorspiren, mens Ninjaman badede den snaskede baby og de store ryddede op på værelset.

Nu er der en time til gæsterne kommer, her ser nogenlunde ud, maden er forberedt, og der er tid til at læse avis.
Troede jeg....
For lige nu ser superbabys nyvaskede hår sådan her ud - stylet med en kombi af letmælk og snot.
Utroligt afstivende blanding.

Tror gæsterne bare må leve med at hun er klam, gider ikke vaske hende igen lige nu.

Om nye senge og gamle vaner

I mandags ankom den længe ventede, treetagers køjeseng jo.
Ih hvor børnene var glade - den 5 årige rykkede endelig ud af den mikroskopiske babyseng, og babyen rykkede ud af vores dobbeltseng.
Alt var ren idyl, og de lå fnisende og eksalterede i deres fine nye senge, indrettet med tøjdyr og alt muligt andet crap, som børn åbenbart finder nødvendigt at have i sin seng: bamsehængekøjer, lykkesten, lommelygter, halskæder mor og far har kysset på, forhæng og dimser.
Babyen sov en halv time i egen seng, og så var det altså slut, lod hun os vide, med flitsbue-krop og vilde skrig.
Hun vækkede de andre, så vi hendes far tog hende over til sig, for at trøste:
så snart hun ramte voksen-sengen, sov hun....

Klokken 02 vågnede første mellembarn og klagede over uhyggelig ny seng.... Den fik hende til at tænke på uhyggelige ting(Harry Potter), som hun blev ved med at råbe-hviske om, indtil hendes lidt yngre søster også var vågnet, havde hørt historien, og nu var bange for det samme.
Jeg kunne skrive en hel masse om hvor pokkers lidt vi har sovet de sidste 4 nætter, men er al for træt.

Faktum er ihvertfald at:
- babyen lige nu ligger og snorker under sin fars dyne
- den 5 Årige er skruet ned i den lille babyseng
- den 6 årige har lovning på at måtte sove på ekstra-madras på gulvet, hvis de uhyggelige drømme kommer igen
- den 9 Årige sover heldigvis som hun plejer, underkøjen
- og den nye tredjesal står tom.

Wow.
Der gældsatte vi os lige massivt ved at købe en seng, som de små vanedyr ikke tør sove i.

Nå. Måske kan vi leje overkøjen ud, til sengen er betalt?

fredag den 25. november 2011

Om julemanden

Jeg har 5 gange været med til at skrive et juleteater-manuskript og spille mindre roller i det.
Det spiller 10 gange i december, for 150 fritidshjemsbørn, og det plejer at være sjovt - både for os der er med, og for børnene.
Mine roller plejer at være små og skæve - har bl.a spillet fuld håndværker, fummelfingret fe og sinket rødhætte.
I år har jeg en hovedrolle - som en af to desillusionerede julemænd - født ind i jobbet, men med hemmelig drøm om at arbejde som agent.
Så manglende blogindlæg i går, skyldtes en formiddag med teater-øvning, tre møder bagefter, og en vild jagt efter det rette julemandsskæg(fandt det ikke - er der nogen af jer der ved hvor man kan købe gode skæg?)
Det er svært at spille mand gennem en hel føljeton - at klø sig i skridtet og bøvse, er ligesom ikke nok til at bære rollen...( det var ellers sådan jeg spillede håndværker. Og så kunne man se min numsesprække også).

Jeg har to muligheder for at komme ind i rollen:
1): method acting. Tage 30 kilo på inden d 1-12 (helst ved kun at spise julemad og klejner), lade mine to hageskæg-hår stå, så jeg kan lave ægte hente-skæg, og tilbringe nogle måneder på en legetøjsfabrik,på Grønland, for rigtigt at kunne mærke hvordan det er.
Eller
2): øve mig på at gå som en mand og tale med dyb stemme. Og skaffe et ordentligt skæg.

Umiddelbart synes jeg mulighed 1 er mest spændende - men muligvis lige en tand for ambitiøs.
Så jeg går rundt og skræmmer livet af mine børn, ved pludselig at sige absurde ting som:"HVORFOR FANDEN SKAL DER ABOLUT STIKKES NELLIKKER I AL MIN FRUGT? KAN MAN DA ALDRIG BARE FÅ EN KIWI?" med dyb og mandig stemme.

Vindere af julekalendere

Vinderne blev: betina styled our way, fru forstad, karli, Anni, og dragonfly.
Send adresser hurtigt til superheltemor @ live dk.

Nå, nu må jeg altså hellere få skrevet et "rigtigt" indlæg - nåede det ikke i går.

onsdag den 23. november 2011

Om dyneprutter

Jeg synes ikke det er særligt spændende at købe overtøj til mig selv.
Så jeg plejer at købe en jakke i en god kvalitet, så den kan holde længe, og spare mig for overtøjs-shopping i en del år.
Forrige år maste jeg min gravide mave i min slidte vinterjakke, og revnede foret og hev lynlåsen af.
Øv, havde satset på at den havde mindst et år tilbage i sig.

Jeg fandt en fin, sort jakke på et lagersalg, og købte den.
Ville ikke smadre den med maven, så klarede resten af vinteren med trøjer og tørklæder, og kunne derfor hive helt ny jakke frem, da det blev vinter igen.

Det overraskede mig i hvor høj grad den fik mig til at ligne barbamama...

Det var ikke lige det look jeg gik efter, men jeg er hverken særligt høj, eller særligt slank, så hellang, sort, dynejakke giver altså barbamama-agtig figur.
Mangler bare sort hue med blomster...

Desværre tror jeg at den kan holde mindst 5 år mere, for den ser stadig ud som ny.
Men, her kommer en tilståelse:
det værste ved den er ikke udseendet: det er lugten.

Den er så tyk og tæt som en lækker dyne, men jeg glemmer det ofte, og tænker at jeg nemt kan slå en lille snigerprut, for det vil ingen kunne lugte udendørs....
So wrong...
Prutter kan ikke slippe ud gennem tæt, lang jakke, der næsten når til jorden, så de siver i stedet bare op af, hvor de slippes løs i afmålte doser i halsudskæringen, hvor jeg selv har glæde af duften, i al for mange minutter...
Hver gang jeg tager et skridt, bliver jeg brutalt gasset.

Så, ja, jeg er ikke gode venner med min vinterjakke - og det er ikke kun fordi den får mig til at ligne barbamama - men jeg indrømmer nødigt den rigtige grund...

tirsdag den 22. november 2011

Om sjofle fisk

Børnehaveklasserne har haft emneuge, om fisk. 100 børn har malet hver deres fine akvarel, med fiskemotiv, og de hænger på alle de lange gange og pynter.
Men siger det ikke lidt for meget om hvor barnlig jeg er, at jeg kun stopper op og stirrer på denne her - og fniser?

mandag den 21. november 2011

Om nye senge

Pigerne har fået en ny køjeseng.
Tre etager.
Den kostede 8000 kroner, lånt af svigerforældre og skal tilbagebetales i bittesmå rater de næste 10.000 år.
Men de har hver deres plads nu, den 5 årige er rykket ud af den lillebitte babytremmeseng, som babyen forhåbentlig vil sove i i nat.

Min udsigt ser sådan her ud lige nu.

Her er særdeles mørkt, og jeg ligger og holder babyen i hånden.

Hulk vælter stadig rundt i sin seng, jeg har lige snerret af hende, at hun skulle ligge stille.
"jamen, her er så meget PLADS!" juble-hviskede hun tilbage.
Hun har også ligget mast ned i meget lille tremmeseng i årevis, så det må være vildt at kunne strække sig!

Jeg er ret fuld, var ude at spise med min far her til aften, og kom hjem til nysamlet seng og fire eksalterede piger.
Min far har haft eget firma og levet det vilde liv - nu kører han nat-taxa og har kun fri mandag aften.
Jeg beundrer ham mere end nogensinde før, for hans ukuelighed og optimisme.
Og sætter min lid til, at hans omstillingsparathed har smittet af på hans børnebørn, så de vil sove godt, i egne senge....

Om hjemmelavede gaver og nødvendigt rod - et mandagstip

Den 9 åriges værelse ser sådan her ud i dag, og det har det faktisk gjort længe.
Hun laver julegaver selv, og begynder allerede med det i oktober - så værelset kan godt nå at blive helt tildækket med glimmer, og mystiske opfindelser.
Det imponerende er, at hun altid kan finde sine ting, hendes rod har deres egen orden.

Er meget misundelig: mit rod, er bare rod, og jeg glemmer hvor jeg har lagt mine ting næsten øjeblikkeligt efter at have lagt dem...

Mandagstippet i dag, er på opfordring af en læser, <a href="http://trines-tur.blogspot.com/">Trine</a>. Hun udbeder sig tip om julegaver.
Nu ved jeg ikke hvad præcis hun ville høre, men Krea-Girl, 9 år,  vil rigtigt gerne fortælle om hvordan hun gør. Det er ikke som sådan et morsomt indlæg, men bare oprigtige råd, fra en stor pige.
Og så forklarer det hendes rod.

Krea-Girl - om logistikken ved hjemmelavede gaver:
"Det er en god ide', at begynde i god tid med at samle ting man kan bruge til at lave krea ud af: æggebakker, silkepapir, æsker, lim, gammelt legetøj og kagedåser.
Så skal man finde ud af hvad dem man skal give gaver ønsker sig.
Sidste år lavede jeg fx en æske til min ene lillesøster, det var en grim barbiespilledåse jeg havde fra jeg var lille, og den malede jeg, puttede glimmer på og lagde nogle ting i jeg selv havde lavet. Jeg tror det var et perlearmbånd og en papirrose. 
Hun blev rigtigt glad, og sagde det var den bedste gave hun fik.

Hvis man skal lave en gave til en baby, er det svært.
Helt små babyer kan få en uro, med
fine papirstykker i, men dem der er større, som min mindste lillesøster, det er straks værre... Hun er totalt i grabsenalle-alder og sutter på ting, så papiret bliver ødelagt.
Der er man nok nødt til at købe noget...
Jeg har lavet julegaver til min familie i en måned nu. 
Det roder meget på mit værelse, men sådan er det altså bare, når man skal lave ting, det kan man lige så godt forberede sig på.
Jeg skal lave ca 10 gaver i år, men jeg tror jeg når det. Jeg har lavet til min mor og to af mine søstre allerede, og henne i skolen, i træværkstedet, arbejder jeg på et hus til vores fedthalemus.
Hvis man ikke er god til at klistre og sådan noget, så kan man bage småkager, eller lave kryddersalt, og give til folk. Så kan man købe glas-tuscher og tegne på syltetøjsglas, så de bliver pæne.
Julen er totalt min yndlingsårstid."


søndag den 20. november 2011

Om 5 årige, logik og kager

5 årige børn har den mest vidunderlige ulogiske logik, og sære betragtninger, og jeg nyder at et af mine børn er i den alder.
I dag gik jeg en tur alene med min 5 årige - både for at få lidt alenetid med hende, men også fordi jeg får lidt klaustrofobi af bare at være indendørs og hjemme, med influenzaramt mand.

Når man har tre søstre, er det begrænset hvor meget alenetid man får med sine forældre, så Hulks stemmebånd kørte i båndsløjfe konstant i en time, så når vi ikke lige talte sammen, fyldte hun samtalehullerne ud med mærkeligheder, som fx:" se et kloakdæksel! Hov det er da længe siden jeg har sagt det ord: kloakdæksel... Det er også længe siden jeg har sagt... birketræ..."
Hm... Så fulgte en kæk enetale om hvilke ord man sagde meget, og hvilke man sagde alt for lidt, og dem skullle man huske, for ellers var der fare for at ens tunge glemte dem.

Lidt efter:"se en fugl! Jeg ved godt hvad forskellen på fugle og mennesker er: fugle har ingen hage, deres næb går bare lige over i deres hals!"

Det er faktisk ret godt set - men umiddelbart tænker jeg, at der er flere, mere indlysende forskelle på fugle og mennesker, fx flyveegenskaber?

Vi endte på en cafe i nærheden, hvor børn måtte spise al det kage og drikke al det saft de ville, for kun 30 kroner.
Snakke-barnet fyldte elegant sådan en tallerken her.
Og var tavs i flere minutter, mens hun spiste.

Ja, det her indlæg kunne godt ligne et: "se-mit-barn-er-mere-nuttet-end-andre"praleindlæg.
Det er faktisk mere ment som bare en hyldest til 5 årige børn generelt, for de er altså sjove, allesammen.
Og jeg kommer seriøst til at savne det, når jeg en dag ikke længere har børn i den absurde-logik-alder.

Vind sukker og farvestoffer

Fem af Jer kan vinde en slikkalender, med 24 x hariboslik. Bare skriv en kommentar, så deltager du i lodtrækning.
Vinderne trækkes d 25-11.
Der er intet så mildt og blidt som børn der starter dagen med en gang sukker, ah!
Superpigerne får også en kalender hver - men for at skåne deres blodsukker, ofrer jeg mig, og æder al slikket dagen før d.1, og erstatter det med spelt. Nu er det tip hermed givet videre.

lørdag den 19. november 2011

Om undtagelsestilstande og overskæg

Ja, jeg fik ikke lige blogget i morges.
Vi er i sygdomsland herhjemme for tiden - altså de tre store hoster bare lidt, babyen er snottet på klamt-grønt-overskæg-måden, og jeg har teflonbelagt immunforsvar og bliver stort set aldrig syg - men Ninjaman har influenza, af den lede slags.
Vi taler en sars-pest-ebola-svine-fugle-influenza-krydsning, og at dømme efter sukkene han udstøder, overlever han næppe weekenden...

(Nu kunne det godt lyde som om jeg bare peger fingre og spiller den sædvanlige "haha-syge-mænd-er-ynkelige-sang". Det er ikke sådan ment - han er faktisk ganske tapper - men det er ihvertfald ikke mig der skal pege fingre af syge folk, for de par gange i mit liv jeg har haft influenza selv, var jeg så klynkende og lidende, at alle jeg kender stadig taler om det... Det er åbenbart ikke comme il faut at holde alle opdateret med sygdomsdetaljer via sms, flere gange dagligt?)

I går var det " hav sex med en med overskæg"- dag.
( nej ikke noget jeg finder på, se her: http://i.pol.dk/bagsiden/ECE1454276/weekendvideoen-kvinder-knalder-mod-kraeft/?cmpid=partner_epn1)
Ninjaman har forsøgt at anlægge et skummelt lille overskæg, for at støtte den gode sag, men sex-med-overskæg blev det altså ikke til i går, da han lå og rystede af feber og svedte i sofaen, og lignede en der ville dø hvis han anstrengte sig yderligere.... Stakkel.

fredag den 18. november 2011

Om skilte der fænger

Mon ikke det her skilt får forældrene til fritidshjemsbørnene til at være lidt mere obs?

torsdag den 17. november 2011

Om aftenture

Jeg husker stadig bilturene hjem fra min farmor og farfar i Hornbæk,om natten. Trygheden på bagsædet, hvor jeg lå med min søster og en dyne, og så landevejen suse forbi, og lysene fra modkørende biler derlignede stjerner.
Man følte sig halvdøsig og tryg, ved at ligge der og blive fragtet gennem natten.
(At min far så kæderøg hele turen, og sikkerhedsseler og børnesæder ikke eksisterede, nedgraderede muligvis noget sikkerhed - men det vidste vi jo ikke.)
Mine børn elsker også at blive transporteret i bil om aftenen, men når ikke at sidde og nyde lysene særligt længe, før der lyder et firestemmigt snorkekor fra bagsædet.
Og de sover så tungt, at vi må bære dem i seng - sidste gang måtte vi tage trillebør i brug til at få den tungeste af dem hen til hoveddøren.
Eneste minus er, at jeg ikke selv sidder og fortaber mig i lysene og trygheden ved Ninjaman der kører os gennem natten - jeg sidder med hold i nakken og kigger på flokken af snorkende piger bag mig i stedet.
Børn ser sgu så søde ud når de sover...

onsdag den 16. november 2011

Om råbende bilister

En af mine veninder havde klippet sætningen: "vejvrede - flere fuckfingre og skældsord i trafikken" ud af sin avis i dag, havde tilføjet:"siden juni 2011"(hvor jeg fik kørekort), og havde klistret den på min bil.
Jeg har fortalt hende om hvordan jeg stadig er en klovn til at parkere, og bander vanvittigt meget når jeg kører bil, så hun gik ud fra at artiklen måtte handle om mig specifikt.
Her vil jeg godt lige bringe en korrektion: jeg er altså ikke en vred bilist.
Jeg bander heftigt - af mig selv.
Især i sving, hvor jeg kan hyle mig selv ret meget ud af den, så selv om jeg egentlig drejer ret ok, så er det akkompagneret af mig selv der hvisler nedladende kommentarer og grimme ord, til mig selv.

(ved faktisk ikke hvad det gør ved mit selvværd i længden, at blive talt så grimt til, flere gange om dagen? Burde
måske se en parterapeut, så mit bilist-jeg kan undskylde fornærmelserne over for mig selv?)
Hvis man ser mig sidde i min bil og råbe - og det gør jeg - så er det faktisk ikke vrede ting jeg råber, det er bekymring og omsorg.
Jo.
Jeg sad fx i dag, i min bil med nedrullede ruder, og råbte ting som:"nejnej lille cyklist - du aner ikke hvor tung den her bil er, og hvor lille du er selv! Du kan ikke bare vælte ud foran mig, pas på dig selv! Jeg er farlig!!! "

Det var bare det jeg ville sige, hvis andre havde set avisen, og tænkt at det sikkert var min skyld at overskriften lød sådan.